Berdien på 26: 'Jeg er ret glad for mine bryster. Lige bortset fra, at de kan slå mig ihjel'

Berdien bærer et gen, der giver hende 85 procent risiko for brystkræft. Her fortæller hun sin personlige historie.

Jeg skal have taget nogle billeder. Jeg har nemlig besluttet, at mine bryster skal fjernes, så jeg vil gerne have et minde om dem.

Når først jeg har fået lavet brystoperationen, får jeg på en måde en ny krop. Der er sikkert mange mennesker, der gerne vil ændre noget ved deres krop. Men jeg er faktisk ret glad for min og også mine bryster. Lige bortset fra at de kan slå mig ihjel.

I min familie er det sådan, at alle kvinder på min mors side har haft brystkræft; min mor, hendes to søstre, deres mor og også andre. Min moster var kun 27 år, da hun fik det, min mor var 31.

Så til min 26-års fødselsdag i december havde en af mine venner samlet penge ind fra alle, jeg kender, så jeg kunne komme til en fotograf og få taget billeder af mine bryster. Så stod jeg der på min fødselsdag og græd. Jeg blev simpelthen så rørt.

Klik på videoen og se Berdiens photoshoot:

Der er mange, der synes, det her er en trist historie. Men jeg vil ikke have, at billederne er triste. Jeg får jo operationen for at forebygge en sygdom, der kunne få store konsekvenser for mit liv, og som ville på virke mit liv negativt. Så det må godt være stærke billeder, der viser en stærk person. Det er også derfor, jeg vil have, at brysterne er med – det er jo dem, det handler om.

  • Berdien får foreviget sine bryster hos en fotograf, inden hun skal have dem fjernet ved en forebyggende brystoperation. (Foto: Jesper Drejer © Jesper Drejer)
  • Ved operationen fjerner kirurgerne alt brystvævet fra Berdiens bryster. (Foto: Jesper Drejer © Jesper Drejer)
  • Hvis ikke Berdien var nødt til det, ville hun ikke ændre noget ved sin krop. (Foto: Jesper Drejer © Jesper Drejer)
1 / 3

Historien om brystkræft i min familie begyndte, allerede før jeg blev født. Min mor var ikke engang 10, da hendes mor døde af brystkræft. Jeg var 10 år, da min mor døde af det. Indtil hendes død var jeg med, hver gang hun skulle på hospitalet, fordi hun gerne selv ville passe mig og ikke skjule, hvad det var, hun gik igennem. På den måde er en stor del af mit liv flettet sammen med brystkræft.

Derfor blev jeg tidligt meget bevidst om, at livet ender. Så jeg gør, hvad jeg har lyst til og venter ikke på, at det rigtige tidspunkt kommer. For man ved ikke, om det nogensinde kommer.

Det er også sådan, jeg endte her i Danmark. Jeg er fra Holland, men jeg havde en dansk kæreste, og en dag ringede jeg til min far og sagde: "Jeg har lyst til at flytte til Danmark." Han sagde: "Ok, det er dit liv." To uger efter var jeg flyttet hertil.

Fordi der er så mange kvinder i familien, som har haft brystkræft, har mine tre søstre og jeg alle fået lavet en gentest, da vi blev voksne. Jeg fik lavet min i 2015, da jeg var 22 år. Jeg havde forventet, at det ville være en stor undersøgelse, men gentesten var en simpel lille blodprøve.

Et par uger senere blev jeg kaldt tilbage for at få resultatet. Jeg havde hørt, at hvis der er to læger til stede, så skal man være bekymret, fordi den ene sikkert er en medicinstuderende, der skal lære at give en dårlig besked. Da jeg kom ind, var der kun en læge. Men alligevel var beskeden: ”Du har genfejl i BRCA1-genet.”

Så begyndte jeg at græde. Men altså, jeg vidste det jo godt. Allerede inden havde jeg på fornemmelsen, at jeg havde genet, for en af mine søstre har det også.

Jeg kom straks ind i et præventivt forløb, hvor jeg skulle scannes en gang om året. Men jeg vidste med det samme, at jeg ville have fjernet mine bryster. For forløbet med scanninger forebygger jo ikke kræft. De opdager bare kræften tidligere. Og jeg vil for enhver pris undgå overhovedet at få kræft.

Desuden er det ret stressende med de scanninger. Hver gang ville jeg frygte: "Er det nu, de finder noget?" Så er det nemmere bare at få fjernet brysterne, synes jeg.

For nogle er det svært at sætte sig ind i, at jeg frivilligt får fjernet en del af min krop. Jeg bliver tit spurgt: "Hvorfor har du valgt noget så drastisk?" Men når jeg så fortæller min historie - at alle kvinder i min mors familie har haft brystkræft, så forstår de det godt.

Ventetiden har føltes lang, siden jeg fortalte min læge om min beslutning. Jeg har ringet igen og igen for at få en operationsdato, uden at de har kunnet give mig en tid. Midt i marts ringede jeg så endnu engang til den plastikkirurgiske afdeling.

Her i videoen kan du se, hvordan det opkald går:

Siden jeg fik operationsdatoen, har jeg ikke været så social, som jeg plejer. Jeg trækker mig tilbage og sidder mere på værelset. Alt føles lidt ligegyldigt i forhold til, at jeg har så stor en operation foran mig. Jeg går også tidligt i seng. Jeg sover faktisk virkelig meget - næsten 12 timer hver nat.

Men folk her på kollegiet, hvor jeg bor, har været virkelig søde. Nogle er mere interesserede end andre, men det er fint. Hvis de har spørgsmål, ved de, at de kan spørge.

Jeg tror, det spørgsmål, jeg oftest får, er: "Kan man så lave dem lidt større?" Men det kan man altså ikke med den operationstype, jeg har valgt, og det er fint. Jeg satser på, at de kommer til at ligne mine nuværende bryster. Og så kommer der jo nogle ar.

I videoen her kan du se Berdien forklare, hvordan operationen foregår - og hvordan hendes bryster ender med at se ud:

Når jeg vågner efter operationen, så har jeg allerede bryster igen. De fjerner alt mit brystvæv, tager noget væv fra mine inderlår og bruger det til at skabe mine nye bryster. Det er rart, for på den måde skal jeg ikke forholde mig til, at mine bryster er væk. Selvom de selvfølgelig ikke er de samme som før. Jeg vågner også med en masse dræn i kroppen, og brystvorterne mangler.

Heldigvis tager min søster med. Hun har fået foretaget operationen for fem år siden, så hun ved, hvordan det er, og hun er på hospitalet, når jeg vågner. Det er virkelig rart, at jeg har en person med, der er så tæt på mig, og forstår det, jeg går igennem.

Selvom jeg har BRCA1-genet, synes jeg på en måde, at jeg er heldig. Operation bliver kun tilbudt til folk, der har genet, men brystkræft-risikoen er generelt meget høj. Det er en ud af 10 kvinder, der får brystkræft. Men jeg ved, at jeg ikke bliver en af dem. Så har jeg trukket det korteste strå? Det, jeg gerne vil undgå, er, at mine fremtidige børn mister deres mor, sådan som jeg gjorde. Det forebygger jeg jo med den her operation.

Operationen og ugerne lige efter er en hård omgang, men se, hvad Berdien mener om det hele to måneder efter:

Til september skal jeg ind og have sprøjtet noget fedt fra maven ind i brystet, så det bliver lidt mere blødt. Musklen fra låret er nemlig ret hård. Og om et halvt års tid skal jeg så have tatoverert nye brystvorter på. Så det kommer måske til at tage et lille år, før brysterne er helt færdige, men det er ok. Så behøver jeg ikke at tænke over dem resten af mit liv. Jeg behøver ikke gå til scanninger hele tiden og bekymre mig om, hvornår jeg mon får kræft. Det er 100 procent det hele værd.

Facebook
Twitter