Berlingskes afsløringer af 'gyllegate' vinder årets Cavling-pris

Der var i alt tre nominerede projekter til årets prestigefyldte Cavling-pris.

Tre journalister fra Berlingske vinder årets Cavling-pris 2016 for at have afsløret manipulation omkring grundlaget for regeringens landbrugspakke - den såkaldte Gyllegate.

Det oplyser Cavling-komitéen.

Prisen går til Chris Kjær Jessen (tv.), Michael Lund (mf.) og Lars Nørgaard Pedersen (th.).

- I har fjernet sminken, så de rå fakta stod tilbage. Afsløret manipulation, der rakte helt op i regeringens top, kostede en minister posten og regeringen en stor næse, siger journalist Ida Ebbensgaard, der er formand for Cavling-komitéen, som begrundelse for prisen.

- I startede med det princip, som man lærer på dag ét på journalistuddannelserne. I undrede jer. Så gik I videre med princip nummer to. I gik i gang med at stille de kritiske spørgsmål. Og så blev det svært, meget svært. For vi lever også i en tid, hvor grundlaget for mange politiske beslutninger er blevet ekstremt kompliceret - teknisk umuligt at forstå for de fleste. Landbrugspakken er et eksempel på det, fortsatte formanden.

- At optrevle det garnnøgle af baggrundrapporter, regnestykker, input fra forkskere og embedsværk det tror jeg selv, at garvede fagfolk ville give op overfor, men I gav ikke op, siger hun.

I alt var 46 projekter indstillet til årets Cavling-pris. Tre blev nomineret. Udover vinder-projektet var de to andre nominerede projekter:

Martin Kjær Jensen og Irene Thyrri fra Dokumentarkompagniet og TV 2 for deres afsløringer af de skjulte forhold i nogle af Danmarks største moskeer i serien "Moskeerne bag sløret".

Lærke Cramon, Sigrid Nygaard og Anna von Sperling fra Dagbladet Information for "Vidnesbyrd", også kendt som #jegblevvoldtaget, der var en print- og digital produktion med gribende fortællinger om voldtægt.

Cavling-komitéen uddeler Cavling-prisen til en journalist eller en gruppe af journalister, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det foregående år.

Facebook
Twitter