Berlinmuren tager på Danmarksturné

Et 3,6 meter højt og 2,5 tons tungt stykke verdenshistorie begynder sin tur rundt i Danmark med et visit til hovedstaden.

Det turnerende stykke Berlinmur er i øjeblikket at finde midt i København, men kommer rundt i hele landet på sin mini-turné. (© PR)

Det bliver et af de tungeste indslag i dansk kulturliv, når Koldkrigsmuseum Langelandsforts stykke af verdenshistorien i dag indleder sin Danmarksturné med et besøg i København.

Et 3,6 meter højt og 2,5 tons tungt stykke af Berlinmuren er fragtet hele vejen fra Bagenkop på det sydlige Langeland til København som et af hovedindslagene på Golden Days Festival, der i år markerer 30-året for murens fald.

- Vi laver en kulturhistorisk festival over næste tre uger, hvor temaet i år er 1989 – 30-året for Murens fald. Og hvordan undersøger man så bedst 1989? Det gør man blandt andet ved at gøre historien konkret – ved at splitte en plads i to med et stykke verdenshistorie, siger kommunikationsansvarlig for Golden Days Festival, Eva Laksø.

- Det er en voldsom oplevelse at se en del af en by, man kender indgående, pludseligt bliver brudt op af et kæmpe stykke beton. Det er et stykke verdenshistorie i øjenhøjde, siger hun.

De næste uger vil københavnerne kunne opleve et stykke af Berlinmuren, der fra 1961 til 1989 adskilte østtyskerne fra deres vesttyske naboer i Berlin.

Den 23. september tager Berlinmuren videre på sin Danmarksturné, inden den vender tilbage til hovedstaden i begyndelsen af november.

Det udlånte stykke af muren var en del af muren på Potsdamer Platz i den centrale Berlin.

- Man får mulighed for at komme helt tæt på en mur, som for østtyskerne var komplet utilgængelig. Muren blev senere genstand for en slags modkultur, som blandt andet kom til udtryk i form af graffiti, hvilket man også får mulighed for at opleve helt tæt på, siger Eva Laksø.

Koldkrigsmuseum Langelandsfort modtog i 2011 i forbindelse med 50-året for Berlinmurens opførelse sektionen af den berømte mur som en gave fra Senatet i Berlin.

Langelandsfortet blev anlagt i 1953 som et værn mod fjendtlige skibes passage gennem Langelandsbæltet i tilfælde af krig.

Under Den kolde krig stod Langelandsfortet for overvågningen af Østersøområdet.

Fortet blev nedlagt i 1993 og er i dag en afdeling af Langelands Museum.