Bertel Haarder: Privathospitaler skal ind på sygehusene

Sundhedsminister Bertel Haarder byder privathospitaler inden for på de offentlige sygehuse. Det bliver noget rod, siger formanden for Danske Regioner.

Sundhedsminister Bertel Haarder byder privathospitaler inden for på de offentlige sygehuse. - Det bliver noget rod, siger formanden for Danske Regioner. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Sundhedsminister Bertel Haarder byder privathospitaler inden for på de offentlige sygehuse. Det skriver Jyllands Posten.

I de kommende 10 år skal der investeres omkring 40 mia. kr. i sygehusbyggeri, og sundhedsministeren ser gerne, at der bliver plads til såkaldte private fløje - ”private wings” - hvor private efter udbudsrunder kan udføre operationer og andre behandlinger.

- De private er velkomne på de offentlige sygehuse. Jeg vil opfordre til, at flere private operatører kan leje sig ind i offentligt ejede hospitalsbygninger, hvis de kan klare opgaverne billigere og bedre: Jo mere vi får i udbud, jo bedre, siger Bertel Haarder til Jyllands Posten.

Udmeldingen kommer på baggrund af en analyse fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos, der viser, at privathospitalerne med hensyn til standardiserede operationer i gennemsnit er billigere end de mest effektive offentligt drevne friklinikker, hvor man også udfører standard-operationer som f.eks. knæ og grå stær.

Mens privathospitalerne glæder sig over forslaget, har formanden for Danske Regioner, Bent Hansen S, svært ved at se ideen.

- Det bliver noget rod. At få de private ind på de offentlige sygehuse er som at blande koldt og varmt vand. Det dur ikke, og det bliver hundedyrt, siger han.

Facebook
Twitter