Bertrams studenterklasse strækker vognturen til tre dage: 'Så har vi tid til at spritte af'

Tre studenter fortæller, hvordan de har tænkt sig at fejre huen i en usædvanlig tid.

Det var længe usikkert, hvorvidt årets studenter ville få lov at køre i studentervogn, men for mindre end tre uger siden gav myndighederne så endelig de unge mennesker lov til at fejre studenterhuen med en tur på landevejen i studentervogn. (Foto: Rune Evensen © Scanpix)

Nogle ting kan coronavirusset trods alt ikke tage fra de studenter, der skyder op som lykkelige paddehatte i det danske land lige nu: Jordbær vendt i chokolade, kan de stadig få. Champagne, når huen kommer på hovedet. Og lettelsen over at have overstået tre på én gang hårde og definerende år i ens liv, står igen i år malet i ansigterne på de studenter, der allerede pynter i bybilledet.

Men noget bliver anderledes. For eksempel foreskriver myndighedernes retningslinjer, at dimissionerne ikke afholdes for hele årgange på én gang, men kommer til at foregå klassevis.

Familiemedlemmer må komme med, men dog ikke mere end tre per elev. Og selvom studenterne ikke blev frarøvet den sagnomspundne tur i studentervogn, kan de unge mennesker i ly af corona-virusset alligevel ikke bare slå sig fuldstændig løs, som om det var 2019.

Vi har spurgt tre tre 3. g'ere, hvordan de vil fejre studenterdagene:

Bertram Kjær Johansen, Campus Bornholm

Bertram Kjær Johansens klasse har besluttet at strække vognturen over tre dage, så tiden, der går på at holde god hygiejne, ikke skal stjæle fra tiden hjemme hos klassekammeraterne.

- Jeg kommer fra Bornholm, hvor studentervognsturen er lidt anderledes end andre steder. Vi kører både i hestevogn én dag og i normal studentervogn en anden dag. Men lige i år er det lidt anderledes. Vi har nemlig regnet lidt på, at de øgede hensyn til hygiejne vil koste noget ekstra tid.

- Vi vil gerne gøre det ordentligt og overholde retningslinjerne, så vi ikke pludselig står i en kammerats have uden at have sprittet af. Men samtidig vil vi jo stadig gerne bruge tid på at være sammen og fejre hinanden, og derfor har vi besluttet at strække vognturen over tre dage – så er der god tid til at få sprittet af mellem hvert besøg.

- Det er markant anderledes at blive student i år end andre år. På mit gymnasium får man for eksempel normalt sin hue på på rektors kontor sammen med hele sin familie, men det kan vi ikke nu. I år er det reduceret til tre personer, der må komme med.

- Normalt fester vi i en hel uge, hver dag i en ny by på øen. Det kan vi ikke gøre i år. I stedet har vi så fået lov at gøre det klassevis, men der går lidt noget tabt, når vi ikke kan få lov at være sammen med det store fællesskab.

- Corona-virussen har gjort, at det ikke bliver en lige så stor forløsning, som jeg havde forestillet mig, men det bliver så tæt på, som det kan komme. Inderst inde er jeg på én gang ked af det, men samtidig også super tilfreds med, at vi trods alt kan fejre det inden for de rammer, der nu er sat op.

Nanna Rathmann, Esbjerg Gymnasium

Nanna Rathmann fortæller, at det bliver svært at holde den anbefalede afstand, når hendes klasse skal køre studenterkørsel.

- Vi skal køre vogntur i to dage, men det er helt normalt for vores gymnasium. Vi er en stor klasse, så der er mange, vi skal rundt til.

- På selve vognturen er det eneste, vi konkret har snakket om, at man ikke skal drikke af den samme drink. Men vi er også realistiske og ved, at vi ikke kommer til at kunne holde særlig afstand til hinanden på vognen. Vi vil dele glæden og stoltheden over at være blevet færdige, og der er det bare svært at holde afstand. Men alle er rigtig gode til at bruge håndsprit, og vi sørger allerede her i hverdagen så godt som muligt for at holde god håndhygiejne.

- Vores dimission er meget anderledes end det, jeg havde forestillet mig, da jeg begyndte i gymnasiet. Den kommer til at foregå klassevis. Og talerne på selve dagen er optaget på forhånd på video, og de bliver så afspillet i løbet af dagen.

- Det er ærgerligt, at vi ikke kan holde en stor fest med hele årgangen, når vognturen skal afsluttes. Men vi er samtidig meget tilfredse med, at vi har fået lov at køre studenterkørsel – selvom det selvfølgelig ikke bliver med fuldt brag over hele linjen.

Sarah Louise Holbek Middelhede, Favrskov Gymnasium

Sarah Louise er allerede blevet student. Nu glæder hun sig til vognturen.

- Vores studenterkørsel bliver heldigvis ret normal, der er ikke de store ændringer. Vi starter hjemme i haven hos én fra klassen og spiser morgenmad, og kører så derfra hjem til folk fra resten af klassen. Vi tager dog nok det hensyn, at vi er kortere tid hjemme hos folk, end vi ellers havde været, hvis ikke der havde været corona.

- Vi har diskuteret retningslinjerne fra myndighederne en del. Når vi er på vognen, har vi snakket om, at det ikke nødvendigvis er det bedste at kramme hele tiden. Men når det så er sagt, så har vi jo allerede været sammen i klassen i nogle måneder nu, og der er allerede nogle af os, der har fået huen på, og dér krammede vi.

- Corona-pandemien har gjort, at vi har skullet forholde os til flere ting i studenterugen, end vi ellers ville have skullet. Når man er hjemme hos folk, skal vi jo tage mange hensyn, og det havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle spekulere over. Men det er super dejligt, at vi overhovedet får lov at fejre, at vi er blevet færdige på den måde.

Facebook
Twitter