Besætningsmedlem: Flere mystiske skibsbrande i 1980'erne

Tidligere elektroinstallatør vil fortælle norske myndigheder om flere alvorlige brande på Scandinavian Star og søsterskibe.

Scandinavian Star blev hærget af fire brande i 1990, og ifølge et tidligere besætningsmedlem blev flere søsterskib også ramt af mystiske brande. (Foto: CLAUS BJØRN LARSEN © Scanpix)

Et tidligere besætningsmedlem siger, at flere mystiske brande i 1980'erne på skibe ejet af selskaberne bag Scandinavian Star havde fællestræk, skriver Politiken.

Ifølge Ove Fjordside, der sejlede som elektroinstallatør på Scandinavian Sea og Scandinavian Sun og oplevede flere oliebrande, hvor der var sat kiler i branddøre, så ilden blev spredt, og der opstod nye brande, når skibene lå ved kaj.

Han står frem for at hjælpe efterforskningen af mordbranden på Scandinavian Star, som kostede 159 mennesker livet, og han er netop blevet kontaktet af det norske Stortings kommission, der ligesom norsk politi undersøger sagen.

Oplysningerne er interessante for de norske myndigheder, fordi mønstret fra de tidligere skibsbrande minder om Scandinavian Star i 1990, der blev hærget af mindst fire brande.

Her blev døre holdt åbne af kiler og senge, og den tredje brand blev næret af olie, mens den fjerde brand opstod, da skibet lå ved kaj i den svenske by Lysekil.

Politiken har fået adgang til National Transportation Safety Boards (NTSB) detaljerede rapporter om brandene på det amerikanske selskabs skibe i Caribien. De understøtter Ove Fjordsides beretning om, at brandforløbene var usædvanlige.

/ritzau/

Facebook
Twitter