Besøgende i Field’s vil sige tak til de personer, som hjalp dem: Influencer Anders Hemmingsen delte historierne

Mens en mand skød tilfældige personer, hjalp andre hinanden.

Anders Hemmingsen blev kontaktet af flere, som ville sige tak til personer, som hjalp dem under skyderiet i Field's. (© DR Grafik Collage/Foto: Morten Jerichau (fra anden sammenhæng))

Da der i et af Danmarks største shoppingcentre forleden fandt et voldsomt skyderi sted, blev tusindvis af personer pludselig involveret. Både biografgæster, handlende, ansatte og folk, der skulle have været til koncert, var skræmte og måtte gemme sig i baglokaler, på toiletter eller andre steder, inden de blev evakueret af politiet.

Til fælles havde de mange mennesker en oplevelse, som de nok sent vil glemme.

Heldigvis er der lys i mørke. For tilbage står historierne om personer, som har åbnet deres døre, tilbudt at køre folk væk og hjem og butikspersonale, som har hjulpet andre før dem selv.

I søndags delte Anders Hemmingsen det her billede, som startede en kædereaktion, hvor mange personer skrev beskeder til ham, fordi de gerne ville takke personer, som havde været hjælpsomme under hændelsen. (Foto: Screenshot andershemmingsendk)

Anders Hemmingsen, som står bag instagramprofilen Andershemmingsendk, opdagede også, at der er mange helte derude, da han på sin instagramprofil delte et billede med teksten: "Tanker til ofrene i Field's."

- Det startede egentlig med, at jeg delte et opslag med tanker til dem fra Field’s. Derefter kom der bare flere og flere beskeder fra personer, som ville takke nogen, der havde været der. Det kunne være nogen, de havde mødt på gaden, i butikker eller fra koncerten, fortæller Anders Hemmingsen.

Normalt deler han sjove videoer og billeder, som han blandt andet modtager fra alle mulige forskellige mennesker, men pludselig ændrede henvendelserne til hans profil karakter.

- Jeg har modtaget over 50 henvendelser fra personer, som ville takke nogen. Jeg har aldrig oplevet at få så mange beskeder fra folk, som søgte hjælp og ville sige tak. Det var virkelig rørende og vildt, siger han.

Mads Kæmsgaard Eberholst, som er studielektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet peger på, at sociale medier netop kan være effektive i forhold til at både få hjælp men også at sige tak.

- Vi oplevede både folk, som rækker ud i situationen og åbner deres hjem, og bagefter rækker folk ud igen og siger tak. Det er i virkeligheden en interessant ting, hvor man via sociale medier kan forbinde en hel masse mennesker, siger han.

Hjalp med at finde frem til helte

Her kan du se nogle af de beskeder, som Anders Hemmingsen delte på sin profil fra mennesker, som ville sige tak til nogle derude.

  • Emma ville gerne takke en medarbejder i Magasin, fordi hun tænkte på de besøgendes sikkerhed frem for sin egen og låste dem inde på et lager. (Foto: Screenshot andershemmingsendk)
  • Cecilie var i Royal Arena, da de skulle eskorteres ned til metroen, som ligger tæt ved Field's. Hun ville takke en vagt, som var ekstra opmærksom på de mange unge koncertdeltagere, som desværre ikke kom til at opleve popsangeren Harry Styles. (Foto: Screenshot andershemmingsendk)
  • Sofia på 14 år skulle have været til koncert med Harry Styles og var derfor i Field's shoppingcenter inden koncerten. Hun var alene og blev trøstet af to kvinder på 24 og 25. (Foto: Screenshot andershemmingsendk)
  • Malak nåede at flygte ud af centeret med sin søster og blev samlet op af nogle tilfældige forbipasserende på gaden. De kørte dem væk i sikkerhed og senere hele vejen fra Hovedstaden til Odense, hvor de bor. (Foto: Screenshot andershemmingsendk)
1 / 4

Anders Hemmingsen fortæller, at han har forsøgt at hjælpe folk til at finde frem til personer, som havde hjulpet dem, så de kunne sige tak til dem.

- Der var en pige på bare 14 år, som kunne bruge hjælp til at komme videre. Hun havde snakket med psykolog og politi, men hun havde brug for at takke den person, som havde hjulpet hende og hendes veninde, da de havde fået et panikanfald. Det var ret rørende at kunne hjælpe i sådan en situation, siger Anders Hemmingsen.

Anders Hemmingsen har 1,2 millioner følgere på sin Instagramprofil, hvor man normalt kan se sjove billeder og videoer. (Foto: Tobias Kobborg)

- Et medie som min profil kan bruges til andet end at dele sjove ting. Man kan også samle folk og løfte stemningen. Det kan give folk et håb.

Håbet var også tydeligt, da Emilie, som blev evakueret fra Field's, fandt frem til Marc fra Bog & Idé, som havde hjulpet dem ud gennem en lagerelevator, ned i en kælder i sikkerhed.

Marc så nemlig beskeden på Anders Hemmingsens story, hvorefter han rakte ud.

  • Emilie fik hjælp af en Bog & Idé-medarbejder. Derfor ville hun give en tak til medarbejderen og skrev til Anders Hemmingsen. (Foto: Screenshot andershemmingsendk)
  • Efterfølgende så Marc, som var Bog & Idé-medarbejderen, Anders Hemmingsens story. Han rakte derfor ud til ham for at sige til Emilie, at han havde modtaget beskeden. (Foto: Screenshot andershemmingsendk)
1 / 2

- Der er rigtig mange, som følger med, så der er en god chance for, at jeg kan hjælpe nogen med at få kontakt, siger Anders Hemmingsen.

- Jeg føler, det er en pligt at komme ud med de her beskeder, så folk kan få bearbejdet deres følelser.

Mads Kæmsgaard Eberholst mener også, at ideen om, at Anders Hemmingsens forsøger at mobilisere os, er ære værd.

- Mange er blevet eksponeret, og hvis budskabet er godt, så skaber det forhåbentlig positive ringe i vandet, siger han.

Tobias Raun, lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet, mener også, at den her type kommunikation via de sociale medier kan være effektivt efter en hændelse som den i Field's, hvor mange er berørte.

- For os andre, som ser med, bliver sociale medier en form for affektivt rum, hvor vi sammen kan bearbejde hændelsen og føle med de konkrete ofre/tilstedeværende, som kunne have været os eller vores kære. Der etableres altså et kollektiv fællesskab omkring de faktiske eller mulige ofre. Vi vil gerne tro på det gode i mennesket og på, at vi måske også selv ville hjælpe i en sådan situation eller modtage hjælp, siger han.