Bestikkelsesanklaget indkøbschef i Rigspolitiet fortæller om pelsshopping og besøg hos plastikkirurg

En er anklaget for at have modtaget bestikkelse, og en anden er anklaget for at have betalt pengene. Begge nægter sig skyldige.

En nu tidligere leder i Rigspolitiet er tiltalt i en sag om bestikkelse.

En tidligere afdelingsleder i Rigspolitiet risikerer fængsel i en sag, hvor hun er tiltalt for at have modtaget bestikkelse.

Bestikkelsen skulle være foregået ved, at afdelingslederen, der hedder Bettina Jensen, modtog gaver og fordele af en bekendt i en konsulentvirksomhed, mod at den bekendtes firma fik tilkendt opgaver fra Rigspolitiet.

Det er Københavns Byret, der behandler sagen, og på sagens første dag kunne anklagemyndigheden dokumentere, at de to blandt andet havde været på pelsindkøb og besøg hos en plastikkirurg sammen.

Det bestred Bettina Jensen ikke under sin afhøring, som tog det meste af dagen.

Hun erkendte, at hun var interesseret i at købe en pels, og den bekendte kendte tilfældigvis en pelsbutik, hvor hun øjnede muligheden for at kunne score en rabat.

Her forelskede Bettina Jensen sig i en hvid pels, og det endte med, at den medtiltalte lagde ud for pelsen, der kostede et sted mellem 37.000 og 39.000 kroner. Bettina Jensen hævder, at hun overførte beløbet til den medtiltalte senere.

- Jeg synes faktisk ikke, at der blev dannet en privat relation. I forhold til det med pelsen betragtede jeg det bare, som om at hun var flink, sagde hun i retten.

Bettina Jensen er ikke længere ansat hos Rigspolitiet. (Foto: Bjarne Luthcke © Scanpix Denmark)

Anklageren spurgte flere gange, om de var veninder, men det afviste Bettina Jensen igen og igen.

- Nej, det er en ren arbejdsrelation. Men man lærer hinanden at kende, når man arbejder sammen gennem så mange år. Men det er ikke sådan, at vi spiser middage og introduceres for hinandens venner.

Den hovedtiltalte var iklædt sort tøj og hendes røde briller sad skiftevis i håret og på næsen.

Afhøringen tog det meste af retsmødet, og dagen igennem lyttede hun opmærksomt og svarede beredvilligt og entusiastisk på spørgsmålene.

Flere gange måtte dommeren bede hende om at skrue ned for tempoet og holde sine svar simple.

- Skal vi ikke aftale, at du kun svarer på det, du bliver spurgt om, lød det fra dommeren.

Holdt statusmøder i weekenden

Ifølge anklagen skete bestikkelsen i løbet af tre år - fra 2012 til 2015 - mens Bettina Jensen sad som chef for udbuds- og indkøbsområdet hos Rigspolitiet, da den medtiltaltes firma blev inddraget i en større effektiveringsindsats hos Rigspolitiet.

Bestikkelsebeløbet er ifølge anklageskriftet 790.250 kroner.

Omkring én gang om ugen holdt Bettina Jensen og den medtiltalte såkaldte "statusmøder" for at drøfte samarbejdet. Det skete hos den medtiltalte og oftest på hverdagsaftener, men det skete sågar i weekenden. Som offentligt ansat kunne senioranklager Søren Harbo ikke lade være med at undre sig over både tidspunkt og mødested.

- Jeg havde simpelthen ikke tid til at gøre det om dagen, forklarede Bettina Jensen og tilføjede, at det var "nok var mest praktisk" hos den medtiltale.

I sagen er det også et omdrejningspunkt, om Bettina Jensen til gengæld for gaverne og fordelene lavede en række konsulentydelser for den medtiltalte.

- Hun spurgte, om jeg ville hjælpe. Jeg har altid haft en drøm om at være selvstændig. Arbejdet bestod blandt andet i at lytte til samtaler fra teleselskaber for et forbedre kundeservicen, forklarede hun.

Anklagemyndigheden mener dog ikke, at der blev foretaget noget arbejde, men at der var tale om bestikkelsespenge.

Til dagens retsmøde havde hun også svært ved at redegøre for en række manglende fakturaer.

- Jeg har sjusket med det, sagde Bettina Jensen blandt andet som forklaring på uoverensstemmelser og flere versioner af samme faktura.

Blev klogere under Tibetkommissionen

Undervejs i efterforskningen faldt politiet over aftalerne mellem de to i en elektronisk kalender. Det skete, da Rigspolitiets it-folk i juli 2018 skulle gennemgå gamle mails i forbindelse med Tibetkommissionens arbejde.

- Rigspolitiets IT-afdeling fandt ud af, at man kunne gennemgå mailkonti længere tid bagud, end man troede. Man kom i besiddelse af cirka 1.000 mails og kalenderaftaler fra Bettina Jensen, sagde Søren Harbo i sin forelæggelse.

Senioranklager Søren Harbo er anklager i sagen. (Arkivfoto) (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

De to tog også til plastikkirurg sammen.

- Jeg var engang kærester med en plastikkirurg, så på et tidspunkt foreslår jeg X (medtiltalte, red), at hun skulle prøve ham, fordi jeg vidste, at der var noget, hun gerne ville have lavet. Der var også noget, jeg gerne ville have lavet, så vi bookede den samme dag, så vi kunne følges.

Under retsmødet kom det desuden frem, at den medtiltalte på et tidspunkt købte leggings og kalendere med hjem til afdelingslederen fra en tur til USA.

- Det var sådan nogle særlige nogle fra Moleskine, forklarede den tiltalte om mærket.

Men dem kender anklager Søren Harbo ganske udmærket, da han "selv solgte dem i Illums Bolighus for omkring 20 år siden", bemærkede han.

Rigsadvokaten tog beslutning

Sagen begyndte at rulle for flere år siden. Først skulle Københavns Politi se på, om den tidligere afdelingschef Bettina Jensen var korrupt. Men der var ikke beviser for noget strafbart, lød det i november 2019.

Men efterforskningen og den juridiske vurdering imponerede ikke, og Rigspolitiet klagede opad i systemet.

Den øverste anklagemyndighed, Rigsadvokaten, lod sig overbevise om, at den oprindelige efterforskning ikke var tilstrækkelig, og en ny omgang gav det modsatte resultat, hvilket mundede ud i tiltalen.

Sagen fortsætter fredag den 28. januar, hvor afhøringen af Bettina Jensen skal færdiggøres. Også den medtiltalte skal afhøres, ligesom en række tidligere kolleger fra Rigspolitiet er indkaldt som vidner i sagen.

Begge tiltalte nægter sig skyldige.

Der ventes dom i sagen i marts.