Bestikkelsesekspert: Offentligt ansatte må næsten ikke modtage noget

Sagen om de mindst 30 sigtelser for korruption er meget usædvanlig, mener forsker i dansk korruptionshistorie.

De 27 anholdte har været ansat i Københavns kommune, Udenrigsministeriet, Rigspolitiet, Rigsadvokaten, DSB, Direktoratet for Kriminalforsorgen samt Forsvarets Efterretningstjeneste. (Foto: julius fekete © ColourBox)

De mindst 30 anholdte i den omfattende sag om bestikkelse i forbindelse med indkøb af it-udstyr har modtaget gaver med værdier fra omkring 4.000 kroner og helt op til 50.000 kroner.

4.000 kroner lyder måske ikke så voldsomt igen, men for offentligt ansatte er det en klar overskridelse af reglerne, forklarer Mette Frisk Jensen, der har forsket i dansk korruptionshistorie.

Hun forklarer, at modtagelse af bestikkelse sætter spørgsmålstegn ved den ansattes partiskhed.

- Det er en af grundene til, at man i Danmark har meget stramme regler for, hvor meget man må modtage, og det er jo næsten ingenting. Og i sådan en korruptionsbekæmpelsesstrategi kan man jo sige, at det er en rigtig, rigtig god idé, at man har stramme regler for det, siger hun.

Sagen med de 27 anholdte kommer i kølvandet på en anden opsigtsvækkende korruptionssag – nemlig den såkaldte Atea-sag fra sidste sommer, hvor 13 personer blev anholdt.

Mette Frisk Jensen, der også er projektleder af danmarkshistorien.dk ved Aarhus Universitet, mener også, at den igangværende sag er ganske usædvanlig.

- Det særlige ved sagen er helt klart omfanget. At så mange mennesker er involveret i en bestikkelsessag, og så er det usædvanligt, at der er tale om så centrale myndigheder, forklarer hun.

De anholdte har alle været ansat i offentlige stillinger, hvor de har haft indflydelse på indkøb af it-udstyr.

Historien kort

  • Sagen omhandler nuværende eller tidligere ansatte, der har haft indflydelse på indkøb af it-udstyr, i Udenrigsministeriet, Rigspolitiet, Rigsadvokaten, Københavns Kommune, DSB, Direktoratet for Kriminalforsorgen samt Forsvarets Efterretningstjeneste.

  • Derudover efterforskes yderligere tre eller fire ansatte i forsvaret af Forsvarets Auditørkorps.

  • Sagen udspringer af en meget omtalt bestikkelsessag - kaldet Atea-sagen fra Region Sjælland, der så dagens lys i maj, forrige år.

Facebook
Twitter