Skolebestyrelsen på Gribskolen i Græsted står bag skolens beslutning om at droppe den årlige julegudstjeneste.
- Skolebestyrelsen har tillid til, at skolens ledelse og medarbejdere træffer de beslutninger, der skaber størst mulig værdi for eleverne, er meldingen efter et skolebestyrelsesmøde.
- Derfor bakker bestyrelsen op omkring skolens beslutning og ønske om at skabe nye traditioner, som inddrager børn og unge og skaber fællesskaber på tværs af årgangene.
- Vi ser stor værdi i stærke børnefællesskaber, der opstår og styrkes, når børn laver noget sammen. For os handler det om at skabe rum for det, der binder eleverne sammen, står der i meddelelsen fra skolebestyrelsen.
Det har vakt meget debat, at skolen har valgt at droppe julegudstjenesten i den lokale kirke.
Også blandt skolens tidligere elever har beslutningen skabt furore.
En af de mere prominente, tidligere elever, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skrev på Facebook.
- Var ellers i gang med at skrive et indslag i min Some-julekalender fra barndommens folkeskole i Græsted, hvor jeg gik fra 1. til 9. klasse - og så ser jeg det her! Det er en ommer!
Gribskovs kommende borgmester, Anders Gerner Frost (Nytgribskov), har sagt, at skolen selv beslutter, hvordan den markerer juleafslutningen.
/ritzau/