Bestyrelsesformanden i Danske Bank trækker sig

Ole Andersen trækker sig fra sin post på en ekstraordinær generalforsamling, der netop er annonceret.

Danske Bank skal finde en ny bestyrelsesformand. Ole Andersen har meddelt, at han ønsker at udtræde. (Foto: Jacob Gronholt-Pedersen © Scanpix)

Ole Andersen stopper som bestyrelsesformand i Danske Bank.

Storaktionæren A.P. Møller Holding, der er Mærsk-familiens investeringsselskab, har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling for at få skiftet ud i bestyrelsen med det samme, oplyser banken i en selskabsmeddelelse.

Det var ventet, at Ole Andersen ville opgive sin plads i bestyrelsen, og det gav han udtryk for på et pressemøde i september, da Danske Bank fremlagde sin interne undersøgelse af hvidvask-skandalen.

Han satte dog ikke tidspunkt på, men nu bliver det altså hurtigt på en ekstraordinær generalforsamling.

Artiklen fortsætter under videoen.

DR Nyheders erhvervskorrespondent giver her overblikket over advarslerne og forløbet i Danske Bank-skandalen.

Danske Bank skriver, at man efter den senere tids mange skandalesager har drøftet bestyrelsens sammensætning med en række store aktionærer, og at man erkender, at der er behov for "ekstraordinære og vidtgående forandringer" for at genskabe tilliden til banken.

Den nuværende bestyrelsesformand tilslutter sig den konklusion.

- Set i lyset af bankens situation, deler jeg og den øvrige bestyrelse A. P. Møller Holding A/S’ opfattelse af, at der er brug for en afklaring af bankens fremtidige ledelse og sammensætningen af bestyrelsen så hurtigt som muligt, siger Ole Andersen.

Bakker op om kandidaterne

Årsagen til den ekstraordinære generalforsamling er, at storaktionæren A.P. Møller Holding nominerer to nye kandidater til bestyrelsen.

Det drejer sig om Karsten Dybvad, der er administrerende direktør i Dansk Industri, og Jan Thorsgaard Nielsen, der er investeringsdirektør hos A.P. Møller Holding. Mærsk-familien opfordrer til, at Dybvad bliver ny formand for bestyrelsen.

- Bestyrelsen bakker fuldt op om begge de foreslåede kandidater, der med baggrund i hver deres kompetencer og erfaringer vil kunne yde et betydeligt bidrag til bankens videre udvikling, herunder den særlige vigtige opgave i at genetablere tillid hos alle bankens interessenter, slår Ole Andersen fast i meddelelsen.

Den formelle indkaldelse til generalforsamlingen vil komme inden for to uger, som vedtægterne tilsiger, oplyser Danske Bank.

Bestyrelsen er samtidig i gang med selv at finde yderligere to kandidater til bestyrelsen, der skal tiltræde på forårets ordinære generalforsamling, ligesom der arbejdes videre på at finde en permanent administrerende direktør for Danske Bank, lyder det i meddelelsen.

Udover Ole Andersen træder formanden for revisionskomiteen, Jørn P. Jensen, ud af bestyrelsen på den snarlige ekstraordinære generalforsamling. Og til foråret udskiftes yderligere to altså.