Betjent anmeldt for vold efter Christiania-aktion

Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger sag om kvinde, der blev skubbet i brystet af betjent.

En video, hvor en kvinde bliver skubbet hårdt i brystet af en betjent under en politiaktion på Christiania, florerer lige nu på de sociale medier.

Episoden foregik under en aktion omkring klokken 16.30 i går og endte med, at politiet fik kastet brosten og flasker efter sig af op mod 100 personer og efterfølgende måtte trække sig ud af fristaden.

Kvinden blev skubbet i jorden og slog baghovedet ned i jorden.

Sagen bliver nu efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), som efterforsker anmeldelser mod danske betjente.

Det bekræfter kontorchef i myndigheden Karina Toftgaard Matthiesen.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse om den omtalte episoder. Den efterforskes som en voldssag, siger hun og fortæller, at DUP ud over anmeldelsen har fået flere henvendelser om episoden.

Københavns Politi: Det ser voldsomt ud

Seks betjente blev ramt af stenkast under konfrontationen og en røg på skadestuen.

Vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen, der er leder af den operative afdeling, vil også se på, hvad der skete forud for, at kvinden blev skubbet i jorden.

- Isoleret set ser det voldsomt ud. Det er klart, at vi undersøger episoden og hvilken rolle vedkommende har haft.

- Hvis det er en uskyldig borger, så er det beklageligt, men vi vil gennemgå vores materiale fra hændelse og se, hvad det viser.

BT har talt med ledende politiinspektør Allan Nyring, der fortæller, at kvinden på videoen er anholdt. Hun bliver fremstillet i et grundlovsforhør og er sigtet for at have kastet en sten mod politiet.

Videoen har også skabt opmærksomhed på Christiansborg, hvor Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen har omtalt episoden på Twitter.

- Jeg synes umiddelbart, at et par af betjentene ser ud til af gå ret voldsomt til værks. Især pigen der bliver skubbet bagover, uden at hun på nogen måde er gået til angreb på politiet. Og manden der bliver slået med knipler, mens han ligger ned. Dette bør undersøges.

Facebook
Twitter