En betjent er i livsfare, efter han i nat blev stukket i maven med en kniv i asylcentret Sandholmlejren i Nordsjælland.
Det skete ved 03.30-tiden, og hans tilstand beskrives som kritisk.
Der er derfor gang i en stor politiaktion netop nu, hvor politiet leder efter gerningsmanden. Endnu er ingen anholdt i sagen.
Leder efter gerningsmand
- For øjeblikket er vi travlt optaget på selve stedet med at efterforske og med at finde gerningsmanden, siger pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi til DR Nyheder.
Derfor er store dele af området afspærret for biler, busser og anden trafik, mens man leder efter gerningsmanden.
Betjenten er under behandling på Rigshospitalet. Der er tale om en mandlig betjent, som er blevet stukket flere gange.
Hverken Sandholmlejren eller Røde Kors, der driver asylcentret ved Birkerød, har nogen kommentarer, siger de til DR Nyheder.
Danmarks største asylcenter
Center Sandholm er Danmarks største asylcenter, der fungerer som modtage- og udrejsecenter for nyankomne asylansøgere og for asylansøgere, som har fået endeligt afslag og skal rejse hjem.
Rigspolitiets Udlændingeafdeling har et kontor på Center Sandholm, hvor der er betjente, og Nordsjællands Politi kommer også jævnligt på besøg i lejren.
Henrik Suhr ønsker dog ikke at oplyse, hvilken afdeling betjenten er tilknyttet.