Betjent får sjælden kritik for at slå løs på psykisk syg mand med politistav

Ifølge mandens advokat var det helt afgørende, at den voldsomme anholdelse blev filmet af forbipasserende.

Anholdelsen skete om morgenen den 10. januar sidste år på Vesterbro centralt i Aalborg. (© Rasmus Skaftved)

Fjorten hurtige slag med politistaven under anholdelsen af en psykisk syg mand i Aalborg var ikke i orden.

Det har den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) nu afgjort mere end et år efter, hændelsen fandt sted.

I afgørelsen udtales der kritik af en betjent ved Nordjyllands Politi, og det sker sjældent: I 2020 blev der kun givet kritik i ni ud af mere end 700 afgjorte sager om politiets adfærd.

Klippet herunder viser dele af forløbet omkring anholdelsen. Vi advarer om optagelser, der kan virke voldsomme.

Den dengang 37-årige mand blev en januar-nat tilbage i 2021 anholdt, efter han – ifølge Politiklagemyndigheden – uden grund havde slået en betjent i hovedet. Betjenten stod sammen med sin kollega på gaden i forbindelse med en anden sag. I den anden hånd havde manden et jernrør, som han smed kort efter.

Men Politiklagemyndigheden vurderer, at betjenten gik for vidt under anholdelsen og ikke brugte tid nok på at tjekke, om manden begyndte at forholde sig i ro mellem de 14 slag.

Den voldsomme anholdelse blev filmet af flere personer og delt på forskellige medier.

Ifølge Nordjyllands Politi virkede manden på et tidspunkt ”ukontaktbar” under anholdelsen, og derfor gav betjentene manden førstehjælp og tilkaldte en ambulance.

På enkelte optagelser kan man se, at den ene betjent er i gang med det, der ligner hjertemassage på den anholdte, som ligger på jorden. Den ene betjent har under sin forklaring til Politiklagemyndigheden også fortalt, at der blev igangsat hjerte-lungeredning.

Den anholdtes halvbror, Nikolaj, fik tilsendt flere videooptagelser fra folk, der var på stedet og filmede, hvad der skete. I dag er han stadig rystet over billederne.

- Jeg blev da mega chokeret og synes, det var utrolig ubehageligt at se på. Det var rigtig, rigtig grimt, at der blev slået så længe. Det er ikke sjovt at se en, man holder af, blive behandlet på den måde.

Betjent risikerer irettesættelse, forflytning eller lønnedgang

På dagen for anholdelsen i 2021 udsendte Nordjyllands Politi en pressemeddelelse, hvor politiinspektør, Claus Danø, fortalte, at den psykisk syge mand ”blot fik nogle knubs” under anholdelsen, men ellers ikke kom til skade.

Politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Claus Danø, ærgrer sig over sagen. (© DR Nyheder)

I samme pressemeddelelse fortalte politiet, at man selv havde orienteret Den Uafhængige Politiklagemyndighed, men at politiets egen umiddelbare vurdering var, at betjentene havde "handlet i overensstemmelse med reglerne" og gjorde, hvad der var nødvendigt.

I dag kalder politiinspektøren hændelsen for en usædvanlig sag.

- Jeg er ærgerlig over, at vi ender ud i sådan en situation her, hvor vi er nødt til at bruge den form for magt. Og jeg er selvfølgelig også ærgerlig over, at der bliver rettet kritik mod os.

Afgørelsen vil fremover blive brugt i undervisningen af de nordjyske betjente, fortæller Claus Danø. Men hvad det får af konsekvenser for den enkelte betjent, kan der endnu ikke gives noget klart svar på.

Det er nemlig Rigspolitiet, som først nu skal vurdere, hvad de eventuelle konsekvenser kan være.

- Der er flere muligheder inden for det system. Det kan blive en irettesættelse, det kan blive en forflytning, det kan blive lønnedgang eller lignende. Nu afventer vi og ser, hvad der sker.

Der har jo floreret videoer af hændelsen. Her ser man manden blive slået mange gange, mens hans ligger ned. Kan du forstå, hvis der er nogen, der undrer sig over, at den her slags episoder måske ikke får større konsekvenser?

- Jeg er selvfølgelig enig i, at det ser voldsomt ud på billederne. Men jeg synes, det er vigtigt at understrege, at der selvfølgelig også er en forhistorie, siden betjenten reagerer på den her måde, svarer Claus Danø.

Advokat: Videooptagelserne var afgørende

Den nu afgjorte sag i Den Uafhængige Politiklagemyndighed er en såkaldt adfærdsklage, som kan laves, hvis man mener, politiet har talt uhøfligt, brugt unødvendig magt eller har misbrugt sin myndighed.

De seneste år er få af denne type klager endt med en kritik af politiet. I 2020 afgjorde DUP 710 sager, hvor der kun blev udtalt en kritik af politiet i ni af sagerne. Året inden var der kritik til politiet i 19 ud af 735 sager.

I sagen fra Aalborg er mandens advokat, Mogens Hebbelstrup, ikke i tvivl om, at det var helt afgørende, at forbipasserende filmede anholdelsen.

- Ellers havde man kun haft nogle udsagn fra folk i området. Videooptagelserne dokumenterer til fulde, hvad der egentlig skete.

I dag er den anholdte mand stadig påvirket af sagen, og hans halvbror, Nikolaj, håber, at kritikken fra Politiklagemyndigheden får større konsekvenser for betjenten end blot en skideballe på chefens kontor.

- Jeg kunne godt være bekymret for, at der ikke kommer til at ske mere. Der bliver rettet en kritik nu, men hvad så? Spørgsmålet er, hvad det betyder. Jeg synes, at når man er derude, hvor der bliver givet hjertemassage, så er man kørt så langt ud, at en irettesættelse kan være ligegyldigt, siger Nikolaj.

- Hvis jeg var til fare for nogen på mit arbejde, så blev jeg da fyret i hvert fald.

Kan du ikke godt forstå, at betjenten måske blev bekymret for sin sikkerhed og bare reagerede i øjeblikket?

- Hvorvidt han har slået eller ikke har slået – og hvad der ellers er gået forud – så ligger han jo fuldstændig forsvarsløs med en betjent ovenpå sig, og der bliver slået rigtig længe. Så jeg kan ikke rigtig se nogen mening i at snakke om, hvorvidt de synes, han er farlig.

Af hensyn til sin halvbror har Nikolaj kun ønsket at stå frem med sit fornavn. DR er bekendt med hans fulde identitet.