Betjent hørte projektil hvisle forbi

To mænd anholdt efter skyderi i landsby nær Børkop skal formentlig i grundlovsforhør lørdag.

(Foto: DR © DR)

En betjent var muligvis i fare, da der i dag blev affyret flere skud fra en ejendom i Andkjær ved Børkop.

Han hørte i hvert fald den hvislende lyd af et projektil, oplyser politikommissær Torben Svarre fra Sydøstjyllands Politi.

Men om der faktisk blev affyret skud rettet mod politiet, er ikke klarlagt.

Anmeldelse om hærværk

Betjentene var ude på stedet, fordi de skulle undersøge en anmeldelse om hærværk. Tilsyneladende var der blevet skudt gennem en rude.

Det var i den forbindelse, at der fra naboejendommen blev løsnet flere skud. Nogle mener, at der var tale om fem, men det præcise antal er fortsat usikkert.

Politiet har heller ikke afgjort, om de to mænd, der efter en times tid blev anholdt i en bil i en mark, skal sigtes for drabsforsøg, for at have udsat andre for fare eller for andre lovovertrædelser.

- Det vil blive afklaret efter aftenens og nattens afhøringer og undersøgelser, siger Torben Svarre.

Grundlovsforhør lørdag

De to anholdte i sagen er en 45-årig mand og en anden i 20'erne. Den ene er beskrevet som psykisk ustabil.

Formentlig vil begge lørdag blive fremstillet for en dommer, der skal afgøre, om der er grund til at varetægtsfængsle dem.

Under ransagning har politiet fundet en salonriffel og to andre luftgeværer. Dertil kommer en del ammunition.

Teknikere er i færd med at fastlægge skudvinkler, afstande og de involveredes nøjagtige placering under dramaet, fortæller politikommissæren.

Facebook
Twitter