To betjente og en civil mand er blevet ramt af skud på fristaden Christiania i København. Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie Twitter.
I et efterfølgende opslag oplyser politiet, at skuddene faldt under rutinemæssigt arbejde på Christiania.
Den ene betjent er ifølge politiet blevet ramt i hovedet, mens den anden er blevet skudt i benet.
Der er natten til torsdag endnu ikke blevet offentliggjort detaljer om deres tilstand, men det står klart, at de pårørende til de to betjente er blevet underrettet.
Gerningsmand på fri fod
Den civile er blevet skudt i låret - ikke af politiet - og gerningsmanden er omkring klokken 02.00 endnu ikke anholdt.
Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at den civile mand er af udenlandsk herkomst. Han er i kontakt med politiet, og han har oplyst, at han ikke har pårørende i Danmark.
https://twitter.com/KobenhavnPoliti/status/771119469729030144
Politiet er fortsat massivt til stede på Christiania, og folk bliver opfordret til at holde sig væk.
Nyheders journalist på stedet Nicolas Stig Nielsen fortæller, at ingen får lov til at forlade Christiania af politiet efter midnat natten til torsdag.
- De står med hænderne på pistolerne og er klar til at trække dem, hvis folk prøver at komme ud, siger han.