Betjente samler en million kroner ind til hårdt såret kollega

Indsamlingen til den betjent, der blev skudt i hovedet på Christiania, har indsamlet over en million kroner til familien.

En politiaktion på Christiania den 31. august endte galt, da en 25-årig pusher skød fra sig og sårede tre personer - herunder to betjente. Den ene betjent blev ramt i hovedet og er fortsat i kritisk tilstand her en måned efter. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

En københavnsk betjent fra Taskforce Pusher Street har siden 30. august været i kritisk tilstand, efter han blev skudt i hovedet under en politiaktion på Christiania.

Episoden har fået betjentens kollegaer til at starte en indsamling, der nu er afsluttet. Resultatet lyder på 1.046.173 kroner og 75 øre, hvilket er langt over betjentenes forventning. For til at starte med, var det egentlig bare meningen, de ville samle ind blandt kollegaerne på stationen til en lille gave til betjenten og hans familie.

- Jeg synes jo, resultatet er rigtig flot. Der var ikke nogen af os, der regnede med, det skulle ende med det her beløb, da vi startede indsamlingen op. Vi troede jo bare, det skulle være en lille, intern indsamling. Det er vi rigtigt glade for, siger Ole Madsen, der er efterforsker i Københavns Politi og tidligere makker til den kritisk sårede betjent.

At det har kunnet lade sig gøre at indsamle over en million kroner til betjenten og hans familie skyldes formentlig, at indsamlingen er blevet delt vidt og bredt på sociale medier. Det største bidrag er på 25.000 kroner, men langt de fleste bidrag er på et par hundrede kroner.

- Det fortæller jo et eller andet om, hvor mange der har støttet. Der er børn, der har støttet deres sparegris. Der er børn, der har været ude og samle flasker. Der er hjemløse, der har støttet med det, de havde. Det er det allermest rørende ved den her indsamling, siger Ole Madsen.

Folkelig opbakning til politiet

Pengene går direkte til familien, og de falder på et tørt sted, fortæller han.

- Der er ingen tvivl om, at familien står i en rigtig svær situation, hvor de skal forholde sig til en helt ny virkelighed.

Samtidig tager han indsamlingsresultatet som et udtryk for, at der stadig er opbakning til politiet i befolkningen.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at de seneste år har været hårde for dansk politi. Vi er blevet presset rigtig hårdt, fordi vi har store mandskabsmangler. I den her indsamling har det været fantastisk at møde den forståelse og opbakning fra befolkningen. Det har givet et løft til mig og mine kollegaer, siger han.

Ved politiaktionen på Christiania, skød og sårede 25-årige Mesa Hodzic to betjente og en polsk mand. De to andre sårede er begge for længst udskrevet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk