To bevidstløse personer bjærget efter redningsaktion i Køge Bugt

Vanddykkere og overfladereddere deltog i en redningsaktion i Køge Bugt, hvor fire personer faldt i vandet.

En båd med fire personer kæntrede onsdag aften ud for Avedøre Holme i Køge Bugt.

Over midnat var alle fire personer reddet op af vandet - to ved bevidsthed og to bevidstløse.

Det skriver Hovedstadens Beredskab på Twitter.

Hovedstadens Beredskab, Forsvarets redningstjeneste, vanddykkere og overfladereddere deltog i redningsaktionen.

En person havde selv reddet sig i land, før beredskabet ankom.

Til TV2 oplyser vagthavende ved Hovedstadens Beredskab, at det var denne person, der slog alarm.

Redningsarbejderne fik først en person reddet op af vandet, og lidt før midnat oplyser Hovedstadens Beredskab, at alle kæntrede er på land igen.

- Den fjerde person er nu blevet fundet og reddet op af vandet, skriver beredskabet på Twitter.

- Personen er overdraget til akutberedskabet på stedet. Vi passer på dig.

Redningsaktionen er dermed afsluttet, skriver Forsvaret på Twitter.

/ritzau/

Facebook
Twitter