Bibliotek står fast på Hizb ut-Tahrir-møde

Det Kongelige Bibliotek ønsker ikke at yde "forhåndscensur", derfor står man fast på afholdelsen af debatmøde.

Hizb ut-Tahrir har indbudt til skandinavist møde i Den Sorte Diamant næste fredag.

Det Kongelige Bibliotek fastholder, at Hizb ut-Tahrir skal have lov at bruge Den sorte Diamant til det omstridte møde næste fredag om krigen i Afghanistan.

Kulturminister Per Stig Møller har ellers bedt biblioteket nøje overveje, om man skal lægge lokaler til et møde, hvor der opfordres til væbnet modstand mod de danske soldater.

Grundlovssikrede rettigheder

Men bibliotekets direktør Erland Kolding Nielsen skriver i sit svar til kulturministeren, at blandt de grundlovssikrede rettigheder er ytrings- og forsamlingsfrihed.

- Det er ikke Det Kongelige Biblioteks opgave at udøve forhåndscensur - uanset hvor usmagelig, moralsk eller politisk angribelig, mødet måtte være, siger Erland Kolding Nielsen.

Hizb ut-Tahrirs debatmøde om krigen i Afghanistan skal efter planen afholdes i Den Sorte Diamants Dronningesal 21. januar.

Tager redegørelse til efterretning

I invitationen til mødet viser organisationen blandt andet billeder af danske, svenske og norske kister på et kort over Afghanistan.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard har tidligere opfordret Per Stig Møller til at aflyse mødet, men det har kulturministeren afvist.

Kulturministeriet oplyser, at man tager Det Kongelige Biblioteks redegørelse til efterretning.

Facebook
Twitter