Bierne sulter efter suveræn sommer: ’Situationen er værre end normalt’

Bierne løber tør for mad, fordi sommervejret har fået blomsterne til at afblomstre tidligere end normalt.

Mens vi mennesker har nydt sommervarmen i maj og juni, har især honningbierne haft travlt.

Det varme, tørre vejr med masser af sol har fået træer, buske og planter til at blomstre tidligere end normalt, og derfor har bierne haft travlt med at indsamle pollen.

- Det forekommer nok næsten hvert år, at der er bier, der sulter. Men i år forventer jeg, at situationen er værre end normalt på grund af den tidlige blomstring og det tørre vejr. Jeg frygter, at det bliver mere udbredt end andre år, fortæller biforsker Per Kryger fra Aarhus Universitet.

Bierne tilbydes honningurt og sukkervand

Med afblomstringen får bierne sværere ved at finde mad, der indeholder protein og andre næringsstoffer. Det får de normalt fra pollen, men når alle planter er ved at afblomstre, så forsvinder pollen også.

Derfor må Per Kryger sammen med andre biforskere og biavlere hjælpe bierne med at få mad i løbet af juli.

- Vi har sået arealer til med honningurt og hjulkrone for at hjælpe bierne, så vi kan sikre, at der er planter med meget pollen til rådighed. Andre biavlere finder steder med mange sent blomstrende planter, så bierne kan blive ved med at samle pollen.

De hjælper også bierne ved at tilbyde dem sukkervand, så de kan få energi og brændstof til at samle pollen.

- Ellers kan man risikere, at bierne bare sidder i bistadet og slet ikke får glæde af den pollen, der findes i blomsterne, siger Per Kryger.