Bil er ramt af genstand på den sønderjyske motorvej

Dele af E45 er afspærret efter at noget er kastet ned på bil fra bro nord for Rødekro

E45 er spærret i begge retninger, efter at en bil er blevet ramt af en genstand, der blev kastet ud fra en bro ved Hovslundvej nord for Rødekro.

Genstanden ramte en bil, men heldigvis er ingen kommet til skade.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til DR Nyheder.

- Klokken 18.14 fik vi en anmeldelse om, at en almindelig personbil var blevet ramt af noget. Det ramte bag forlygten i højre side, har roteret rundt på kølerhjelmen et par gange og endte med at ramme forruden, inden det røg ud til højre, fortæller vagtchef Søren Strægaard.

Politiet ved endnu ikke, hvad det var, der ramte bilen. Genstanden er heller ikke fundet endnu, og derfor har politiet afspærret motorvejen i sydgående retning fra afkørsel 69 til afkørsel 70.

Også i nordgående retning mellem afkørsel 70 og 69 er E45 blevet afspærret.

- Jeg kan ikke sige noget om, hvor lang tid, der går. Vi søger med en hund, for vi håber jo at finde genstanden, siger vagtchefen.

Facebook
Twitter