Bilderberg-mødedeltager erkender: Vi har været for lukkede

Haldor Topsøes Ulrik Federspiel giver kritikere ret i, at de mystiske Bilderberg-møder for verdens elite tidligere har været for lukkede.

Ulrik Federspeil har deltaget i Bilderberg-møder siden år 2000, og han erkender, at mødedeltagerne nogle gange har været for hemmelighedsfulde omkring indholdet på møderne. (© DR)

Der findes næppe en organisation, som er omgærdet af mere mystik end Bilderberg. Hvert år afholder organisationen et møde et sted i Europa eller Nordamerika for eliten, og ingen må referere fra møderne.

I år skal mødet afholdes i København, så torsdag samles en lang række af verdens mest fremtrædende virksomhedsledere, diplomater og politikere i den danske hovedstad.

Møderne har gennem årene fået kritik for at være for lukkede, fordi mødedeltagerne netop ikke må referere eller citere derfra.

Har måske været for lukket

Erhvervslederen Ulrik Federspiel har deltaget i de hemmelighedsfulde Bilderberg-møder siden årtusindeskiftet, og han erkender over for DR Nyheder, at organisationen kan have været for lukket.

- Vi har måske også været lidt for lukkede tidligere, men vi har i de seneste år åbnet op og sagt, hvem der kommer, og hvilke emner vi diskuterer. Vi har også ansat en pressetalsmand, forklarer Ulrik Federspiel, og tilføjer:

- Men der er en mystik om det, og det synes jeg er forkert.

Grobund for dialog

Bilderberg-organisationen understreger, at formålet med de årlige møder er at "skabe grobund for en dialog mellem Europa og Nordamerika," og at verdens ledere kan "have tid til at lytte og reflektere".

- Jeg har deltaget i de fleste møder siden 2000. Det er rigtigt, at det er lukket i den forstand, at der ikke må citeres, men pressen er faktisk til stede. Der er blandt andet chefredaktører. De må ikke citere, hvad der sker, men de må godt lade sig inspirere, fortæller Ulrik Federspiel.

Til møderne deltager omkring 140 personer.

- Her er der er et panel, som kommer med et oplæg, og så er der spørgsmål og svar og en egentlig diskussion, fortæller Ulrik Federspiel om de mystiske møder.

Beskæftiger sig med forskellige emner

Bilderberg-organisationen blev stiftet i 1954 af Prins Bernhard i Holland med henblik på at bringe Europa og Nordamerikas elite sammen.

- Og sådan er det for så vidt stadig. Vi beskæftiger os både med kortsigtede emner som Ukraine, men også om langsigtede emner så som befolkningsudviklingen de kommende årtier og den teknologiske udvikling, fortæller Ulrik Federspeil.

- Det kan være emner, som deltagerne til daglig ikke har tid eller mulighed for at beskæftige sig med, tilføjer han.

Emnerne på Bilderberg-mødet vil blandt andet være netop situationen i Ukraine, verdens vej ud af den økonomiske krise og diskussionen om privatlivets fred.

Der er en kreds af medlemmer, der deltager hvert år, men deltagerlisten er forskellig fra år til år i forhold til, hvilke emner der skal diskuteres.

Facebook
Twitter