Bilejerne skal til lommerne i 2012

Det bliver dyrere at være bilejer i 2012. Benzin og diesel stiger, afgifterne bliver højere, og så taber bilerne mere i værdi.

Bilejerne skal til lommerne til næste år (© Colourbox)

Det bliver dyrere at være bilejer i 2012. Benzin og diesel stiger, afgifterne bliver højere, og så taber bilerne mere i værdi. Det fremgår af FDMs medlemsblad, Motor, der udkommer på fredag.

Større værditab

Bilisternes største lommesmerte bliver et større værditab, og det bliver voldsomt, siger FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen til DR Nyheder:

- Hovedårsagen er, at de store årgange af leasingbiler kommer ud på brugtvognsmarkedet nu. De er indkøbt billigere bl.a. p.g.a. lempeligere skatteregler, og det betyder, at bunden er slået ud af markedet for nyere brugte biler.

Højere brændstofpriser

Men bilisterne må også gribe dybere i pungen efter penge til benzin og diesel, vi kan nemlig se frem til stigende brændstofpriser i 2012:

- Skatterådet regner med en pris på 12,54 kr. pr. liter blyfri benzin, siger Allan Skytte Christensen.

Og det skal ses i forhold til, at FDM i øjeblikket regner med en listepris på 12 kr. pr. liter blyfri benzin.

Højere afgifter

Endelig må bilejerne se i øjnene, at afgifterne på biler stiger, siger Allan skytte Christensen:

- Hidtil har der jo været skattestop, men det er ophævet nu med tilbagevirkende kraft. Det betyder at i år og til næste år, der stiger de grønne afgifter med cirka fem procent. Derfor skal der betales mere i løbende grønne afgifter på bilerne.

Omlæg afgifterne

FDM mener i øvrigt, at bilafgiften bør lægges om fra den nuværende værdibaserede afgift til en teknisk afgift. Nu er det sådan, at når en bil importeres, lægges der bare en afgift oveni bilens værdi, som forbrugeren bare skal betale.

FDM så hellere, at den værdibaserede afgift udskiftes med en teknisk afgift, siger Allan Skytte Christensen:

- Afgiften bør baseres teknisk, så man ser på, hvor meget CO2 bilen udleder, hvor stor en partikelforurening, bilen er skyld i, og hvor mange kilometer bilen kører på en liter brændstof.

Facebook
Twitter