Biler får hjulbolte skruet løs: Politiet kalder det "forrykt og livsfarligt"

Fem politikredse har i juni fået 38 anmeldelser om bilister, der har fået løsnet hjulboltene på deres biler.

Politikredsene på Sjælland er hårdest ramt og har modtaget 31 anmeldelser. (Arkivfoto) (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

I løbet af de seneste par uger har flere bilister oplevet at få løsnet hjulbolte og møtrikker på deres bil, tilsyneladende af ukendte gerningsmænd. Det har ført til flere farlige situationer, og en bilist er forulykket.

I alt har fem politikredse indtil videre i juni modtaget 38 anmeldelser om løsnede eller fjernede hjulbolte og møtrikker, viser en rundringning, som DR Nyheder har lavet.

Midt- og Vestsjællands Politi er den kreds, der har fået flest anmeldelser. Her er man de seneste uger blevet kontaktet af 16 borgere.

- Der er måske nogle, der anser det her for at være drengestreger, men vi ser langt alvorligere på det. Vi opfatter det som en overtrædelse af straffeloven, fordi man sætter andres liv og førlighed i fare med denne her type kriminalitet, hvor en bil kan forulykke, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Også Københavns Vestegns Politi ser alvorligt på sagen. Her har man fået fire anmeldelser siden den 1. juni.

- Det er forrykt og livsfarligt at løsne eller fjerne hjulbolte på køretøjer. Det kan forårsage ulykker, alvorlig personskade og i værste fald koste liv, siger politiinspektør Mogens Lauridsen og fortsætter:

- Det er en alvorlig forbrydelse - særligt hvis nogen kommer til skade - og politiet ser alvorligt på det og opfordrer til, at man straks anmelder det, så vi kan efterforske sagen og retsforfølge gerningsmanden.

Politiinspektøren understreger dog, at det endnu ikke er slået fast, om hjulboltene er løsnet med vilje i de fire sager.

Livsfarligt hærværk

De første anmeldelser begyndte at komme i slutningen maj, men det kom for alvor i offentlighedens søgelys, da bilister begyndte at dele deres historier på det sociale medie Facebook for en uges tid siden.

Det er også en af grundene til, at Københavns Vestegns Politi har valgt at udtale sig om sagen.

- Vi ved, at de her historier vil komme frem alligevel via de sociale medier, så derfor går vi ud og fortæller om problemets reelle omfang, og hvad man kan gøre for at stoppe det og sikre sig selv, siger politiinspektør Mogens Lauridsen.

I nogle tilfælde har konsekvenserne ved de løse hjulbolte været alvorlige. Senest i lørdags fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om en forulykket bilist, der havde ”mistet” et hjul på en vej i Tølløse på Sjælland.

Den 19-årige bilist havde, ifølge kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, hørt en underlig lyd fra hjulet, og kort efter løb venstre forhjul foran bilen og ind på en mark. Bilen endte i grøften, og den unge mand blev kørt på hospitalet. Han har fået et alvorligt piskesmæld.

Men selvom politikredsene får anmeldelser og hjælp fra borgerne, så er det på nuværende tidspunkt vanskeligt at finde frem til gerningsmændene.

- Politiet må erkende, at vi er på bar bund i de her sager. Vi har ikke ret mange spor at gå efter trods undersøgelser af de involverede biler. Så vores bedste bud er at få hjælp fra borgerne, der reagerer på noget mistænkeligt, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Samme opfordring kommer fra Københavns Vestegns Politi.

- Politiet opfordrer til, at man kontakter os, hvis man har et kendskab til, hvem gør det her, så politiet kan gribe ind og stoppe vedkommende, før det fører til fatale ulykker, siger politiinspektør Mogens Lauridsen.

Politikredsene beder ligeledes bilister om at lave et grundigt tjek af hjulboltene for at se, om de sidder løst, inden man kører af sted.

- Det er altid en god ide at tjekke sit køretøj, før man kører. Er der tegn på, at en gerningsmand har pillet ved bilen, så kontakt straks det lokale politi, siger Mogens Lauridsen.

Sådan tjekker du, om din hjulbolt er løs

  • Hvis man bemærker unormale lyde fra bilens hjul, så kør straks ind til siden og tjek, om hjulenes bolte er spændt ordentlig fast.

  • Et løst hjul giver en klonk lyd fra sig, når der enten accelereres eller bremses. Der vil være fire til fem klonk per hjulomgang.

  • Hvis du oplever dette så stop bilen og kontroller dine hjul. Du kan selv med bilens hjulnøgle (hvis den har sådan en) efterspænde dine hjul. Hvis du er i tvivl så kontakt din mekaniker.

  • Kilde: Bilejernes organisation, FDM, og mekaniker og ejer af Landsbyens Auto på Vestsjælland, Thomas Jacobsen

Facebook
Twitter