Bilisterne jubler: Dette lille blå skilt kan spare dig en tusse i fartbøde

FDM tilfredse med seneste medlem af skilteparken langs landets veje.

FDM glæder sig over, at blå skilte nu advarer mod fartkontrol på statens vejnet. (Foto: (C) DR Nyheder © (c) DR)

Et nyt trafikskilt skyder op langs udvalgte danske landeveje. Det lille, blå skilt fortæller bilisterne, at der forude kan forventes fartkontrol, og det derfor er en god ide at overholde fartgrænserne.

Medmindre man ønsker en fartbøde på 1.000 kroner. De blå skilte placeres på de såkaldte ‘fokusstrækninger’, hvor politiets fotovogne ofte holder.

- Det er rigtig positivt. Vi har efterlyst det i en årrække, så det er rigtig dejligt, at de vigtige skilte nu endelig kommer op, siger Dennis Lange, der er juridisk konsulent i bilisternes interesseorganisation, FDM.

Skilte er mere end tre år gamle

De blå fartkontrol-skilte blev indført i februar 2015, men har siden da kun været i brug få steder. Nu har Vejdirektoratet afsat en pulje penge, så skiltene kan advare bilister på statslige veje som motorveje og de vigtigste landeveje.

Ifølge FDM viser alle erfaringer, at det har en større effekt på farten, hvis man skilter med fartkontrol i stedet for at skjule den.

- Vi får ikke sat farten ned af, at der blot står en fotovogn længere henne ad vejen. Der bliver uddelt bøder, men stadig kørt for stærkt. Skiltet er med til at sænke farten, så vi rent faktisk opnår en effekt, siger Dennis Lange fra FDM.

Kommunale veje bekymrer

Bilisternes organisation er glade for, at skiltene nu skyder op langs det statslige vejnet. Derimod bekymrer det, at de kommunale veje ikke er omfattet af puljen.

- Der kan vi være bekymrede for, at eksistensen af et skilt kommer til at afhænge af de kommunale budgetter og ikke så meget om fagligheden i forhold til trafiksikkerhed, siger Dennis Lange.

Ifølge FDM vil der også blive sat blå advarselsskilte op ved de 20 ubemandede fotobokse, der snart skal sættes i drift.

Facebook
Twitter