BILLEDSERIE Prinsesse Marie og forsvarsministeren overrakte medaljer til krigsveteraner

International Peacekeepers Day er en traditionel højtidelighed, der ærer og anerkender krigsveteraner.

I dag blev danske krigsveteraner hædret ved Peacekeepers Day ved den årlige parade på Kastellet i København.

Prinsesse Marie var dagens æresgæst, og sammen med forsvarsminister Peter Christensen (V) overrakte hun paradens fineste medalje ”The Nordic Blue Barets Medal of Honour” til i alt 16 medaljemodtagere.

En af modtagerne var forhenværende udenrigsminister Lene Espersen, der modtog guld.

Medaljen gives til personer "for en meget god indsats i fredsbevarende missioner, og/eller internationalt fredsarbejde". Og "en meget god og langvarig indsats i nationalt, nordisk eller internationalt veteranarbejde".

- Lene Espersen blev indstillet til medaljen sidste år, men var forhindret i at komme, så derfor blev det først ved denne parade, siger Per Amnitzbøl Rasmussen, presseansvarlig hos Danske Veteraner.

International Peacekeepers Day er traditionelt anledning til at ære og anerkende danske veteraner, og i år blev der ligeledes uddelt ”Danmarks Veteraners Fortjenstmedalje” til fem personer, samt 50-års mindemedaljer til FN-veteranerne fra Gaza- og Cypernmissionerne.

- I dag var en ekstraordinær dag, hvor 12 sårede soldater fik overrakt 'Forsvarets Medalje for Sårede', siger Per Amnitzbøl Rasmussen.

Medaljen for sårede veteraner blev egentlig først indstiftet i 2010, men senere valgte politikerne, at medaljen også skulle kunne overrækkes med tilbagevirkende kraft, så også Balkan-veteraner får den anerkendelse, medaljen er udtryk for.

Veteraner fra så forskellige missioner som Albanien, Kosovo, Sudan, Kroatien, Bosnien, Afghanistan, Irak, Libanon og Kirgisistan, samt Cypern og Gaza deltog i paraden i dag.

- I dag mødte 29 veteraner fra Gaza op til deres 50 års jubilæum. Og 45 veteraner fra Cypern, som også havde 50 års jubilæum, siger Per Amnitzbøl Rasmussen.

Peacekeepers Day

  • I dag markerede De Blå Baretter UN International (forening for danske veteraner) Peacekeepers Day med en parade i Kastellet i København.
  • Det skete traditionen tro på pladsen ved Monumentet For Danmarks Internationale Indsats siden 1948.
  • Inden paraden lægges der blomster på Blå Baretters mindesmærke i Kastellet.
  • I Paraden kan alle deltage, der har været udsendt i internationale fredsstøttende missioner
    Kilde: www.blaabaretter.dk