Billund får eftertragtet rute til Heathrow

Fra foråret flyver British Airways 11 gange om ugen til Heathrow i London.

Billund har længe haft et ønske om ruten til Heathrow. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Billund Lufthavn får for første gang en direkte rute til Europas største lufthavn Heathrow.

Det er selskabet British Airways, der i dag afslørende ruten til London, som åbner den 3. maj.

Billund Lufthavn har i årevis kæmpet for at få en afgang til Heathrow. Det bliver nu en realitet fra næste forår, hvor der tilbydes 11 afgange om ugen.

- Vi er glade for, at vi fremover også kan tilbyde vestdanskere en direkte rute til London Heathrow, som både er en eftertragtet forretnings- og shopping-destination, men også et vigtigt knudepunkt for rejsende, der skal videre ud i verden, siger Peter Rasmussen, nordeuropæisk chef for British Airways i en pressemeddelelse.

Han understreger, at den nye rute kommer til at passe med afgange fra Heathrow, der blandt andet kan tage dem videre til San Francisco, Cape Town, Buenos Aires, Madrid eller Nice.

Det britiske selskab vil anvende et miks af Airbus A319 og A320-fly skriver check-in.dk.

Billund Lufthavn har i dag ruter til London Stansted med Ryanair og til London City-lufthavnen med Sun-Air, der er British Airways franchise partner.