Biografejer dømt for at leje ud til sex

Ejeren af en pornobiograf i Istedgade i København kæmpede forgæves mod at blive dømt for at have tjent penge på andres sexforretninger.

Ejeren af en pornobiograf i Istedgade i København kæmpede forgæves mod at blive dømt for at have tjent penge på andres sexforretninger. (Foto: mrwojcie © stock.xchange)

Landsretten har stadfæstet den dom fra byretten, der tidligere på året straffede den 68-årige mand med seks måneders betinget fængsel.

Han er ejer af "Non stop bio", hvor prostituerede kan leje en af de små enmands-biografkabiner for at dyrke sex med deres kunder.

Formue konfiskeret

Dommerne i Østre Landsret slår fast, at det ikke gør nogen forskel, at det normalt er de mandlige kunder og ikke de prostituerede, der betaler for leje af kabinen.

Den 68-årige har forklaret, at kunderne hidser sig op over, at han blander sig, hvis han forsøger at afvise dem. Men det argument bider altså ikke på landsretten.

Samtidig får han konfiskeret 3,3 millioner kroner, som skønnes at være den formue, han har tjent på at leje ud til de prostituerede fra 2002 og fem år frem.

Dommen er gjort betinget, fordi sagen har været så længe undervejs.

Facebook
Twitter