Biografer slippes fri til at konkurrere på billetpriser

Aftaler, der giver brancheforeninger veto mod rabatter i biografer, skal ophæves, slår ny afgørelse fast.

Danske biografgængere kan nyde godt af, at det nu er slut med de aftaler, der har hindret, at biograferne frit kan give rabatter. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

Det skal stå biograferne frit for at tilbyde deres kunder rabatter. Det slår en afgørelse fra Konkurrencerådet fast.

Tidligere har der hersket aftaler mellem brancheforeningerne Foreningen af Filmudlejere i Danmark og Danske Biografer, der har forhindret biograferne i at give rabatter uden at spørge en af de to brancheforeninger om lov.

I afgørelsen har Konkurrencerådet påbudt de to brancheforeninger at ophæve de aftaler.

Derudover har de to brancheforeninger fået forbud mod i fremtiden at lave lignende aftaler, der forhindrer rabatter til biografgængerne.

Aftalen vil betyde, at biograferne nu kan konkurrere på at have de laveste priser til glæde for kunderne.

- Jeg håber, at biograferne i Danmark vil gribe den nye mulighed for at konkurrere på priser, siger Jakob Hald, der er direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Konkurrencerådets afgørelse åbner også gode muligheder for, at biograferne kan udvikle nye forretningskoncepter i kampen om at tiltrække flere biografgængere.