Biologilærere på gymnasier kan bestille antistoftest til eleverne

Antistoftest i gymnasieundervisningen skal gøre eleverne mere bevidste om covid-19 og bidrage til den samlede viden om virussen.

Testene er bevilget af de Danske Regioner, da de omkring 100.000 antistoftest snart vil overskride udløbsdatoen.

Foreningen af Danske Biologer har i samarbejde med Danske Regioner arrangeret, at alle biologilærer på danske gymnasier kan bestille antistoftest, som de kan bruge i undervisningen.

Gymnasieeleverne kan frivilligt lade sig teste i biologitimen. Testene skal give eleverne mere viden om virussen, og resultaterne skal samtidig bidrage til den samlede smitte-overvågning.

Det er en god mulighed, synes gymnasieeleven Anders Holther, 3.e, Virum Gymnasium.

- Det er interessant at vide, om man har antistoffer mod virussen, siger han.

Anders Holter er gymnasieelev i 3.e på Virum Gymnasium. Han udførte selv en antistoftest onsdag morgen i biologitimen.

Formanden i Foreningen af Danske Biologer, Christian Rix, har været med til at organisere samarbejdet mellem gymnasierne og regionerne.

Han arbejder også som gymnasielærer og underviser i biologi på Rødkilde Gymnasium i Vejle. I sidste uge instruerede han sine elever i at udføre antistoftesten. Han oplevede eleverne som engagerende.

- Eleverne har været meget interesserede i at vide, om de har været smittede. Der er en naturlig nysgerrighed, og den kan man ligeså godt bruge til at lære, siger Christian Rix.

Han synes, at samarbejdet er en ‘win-win’ og glæder sig til at opleve, om de mange antistoftest kan bidrage med noget.

- Det bliver super interessant, hvis vi kan bruge resultaterne til at se, hvor mange der har været smittet uden symptomer, siger Christian Rix.

Stik hul i fingeren og brug blodet

På Virum Gymnasium havde alle eleverne i 3.e onsdag morgen sagt frivilligt ja til at lade sig teste for antistoffer i biologitimen. Eleverne skal selv udføre testen, men instrueres undervejs.

Biologilærer Alexzander Karjala-Svendsen forklarer kort, hvordan en antistoftest fungerer, mens gymnasieelev Anders Holther udfører testen.

Alexzander Karjala-Svendsen er biologilærer og underviser på Virum Gymnasium. I en tid med ‘corona over det hele’, synes han, at det er oplagt at inddrage antistoftest direkte i undervisningen.

- Det er en unik mulighed for os som faglærere at få lov til at bruge noget aktuelt stof i en faglig ramme, siger Alexzander Karjala-Svendsen.

Men det er ikke udelukkende en unik mulighed for lærerne. Ifølge gymnasieelev Anders Holther er det også en god mulighed for eleverne.

- Det er godt, at mange unge kan bruge det til at finde ud af, om de har antistoffer, siger han.