Birgitte blev ikke scannet for osteoporose efter en brækket ryg. Da hun gjorde, viste det sig, at hun havde knogler som en 90-årig

For få bliver udredt for osteoporose, mener forening og overlæge.

Birgitte Feiring brækkede en ryghvirvel for et par år siden, men hun måtte selv insistere på at blive scannet for osteoporose. (Foto: © (C) DR Nyheder)

For to år siden var Birgitte Feiring i gang med en oprydning derhjemme.

Hun skulle på genbrugspladsen med et skrivebord, men da hun løftede i den ene ende af bordet, gav det et stort smæld.

Det var en af Birgittes ryghvirvler, der var brækket. Hun var 56 år.

Birgitte fik ikke foretaget en såkaldt DXA-scanning, der benyttes til at bestemme, om en patient har osteoporose - også kaldet knogleskørhed.

Det til trods for, at Birgitte opfylder mange af de risikofaktorer, som er forbundet med osteoporose.

- Det var først, da jeg selv insisterede, at jeg gerne ville undersøges for osteoporose, at jeg blev scannet.

- Det var cirka seks måneder, efter bruddet var sket. Selvom det var mig selv, der havde insisteret på at blive undersøgt, blev jeg meget chokeret over den besked, jeg fik, nemlig at mine knogler var så svage, som de er, siger Birgitte Feiring.

Hun fik at vide, at hendes knoglestyrke var, som om hun var over 90 år, efter hun var blevet DXA-scannet.

Birgitte Feiring er en af mange, som ikke per automatik blev screenet for osteoporose. Det har fået Osteoporoseforeningen til at komme med et opråb for en national handlingsplan, der skal sikre, at alle, der er i risikozonen og får et knoglebrud, bliver udredt for osteoporose.

- Vi skal have en bedre systematik i, at hvis man har nogle risikofaktorer, så skal man scannes. Specielt, hvis man har haft et brud, siger Osteoporoseforeningens formand, Linda Garlov.

- Hvis man har haft et brud, og man er fyldt 50 år, så bør det altid være sådan, at man bliver ført over til at få en DXA-scanning. Det bør være rimeligt.

Typiske risikofaktorer kan være alder, ryg- eller hoftebrud, osteoporose i familien og såkaldte lav-energibrud, hvor en person får et knoglebrud ved almindelige dagligdagsbelastninger.

Vigtigt med tidlig diagnosticering

Det er vigtigt, at osteoporose opdages tidligt. Det har stor betydning for den enkelte patient, for jo tidligere det opdages, des bedre kan det behandles, forklarer Bente Langdahl, professor og overlæge på afdeling for hormon- og knoglesygdomme på Aarhus Univsersitetshospital.

- De medicinske behandlinger virker endnu bedre, hvis vi kommer i gang i god tid, altså før der er opstået mange knoglebrud.

- Det er også vigtigt, fordi det er i perioden efter det første knoglebrud, at risikoen for knoglebrud nummer to og nummer tre er meget høj. Derfor er der meget at vinde for den enkelte patient ved at blive behandlet relativt hurtigt efter bruddet, siger Bente Langdahl.

Osteoporose diagnosticeres ved en DXA-scanning. (Foto: © Jonas Skovbjerg Fogh, Scanpix Denmark)

Det var som bekendt først, da Birgitte Feiring insisterede på en udredning, at hun fik konstateret osteoporose.

Men det har betydet meget for hende, at hun kom tidligt i gang med behandling.

- Jeg har været i medicinsk behandling i to år, efter jeg fik konstateret osteoporose. Det har gjort, at mine knogler har genoptaget noget kalk og er blevet stærkere. Efter to år på den første behandling er jeg flyttet over på noget vedligeholdelsesmedicin nu.

- Selvfølgelig passer jeg på, og jeg skal ikke stå på vandski eller skøjter, men det gør, at jeg faktisk kan leve et forholdsvis almindeligt liv, uden at jeg skal tage alt for store forholdsregler, siger Birgitte Feiring.

Politisk velvilje

Osteoporoseforeningens appel om en national handlingsplan bliver mødt med politisk velvilje fra Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

- Jeg synes, det vil være oplagt at se på at få lavet en national handleplan. Vi har allerede nogle data og nogle anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Der skal vi sikre, at de anbefalinger rulles ud, så det også er det, der er praksis i sundhedsvæsenet, siger han.

Sundhedsstyrelsen anbefalede i 2018 i en afdækning af den samlede indsats mod osteoporose, at der "rettes opmærksomhed mod risikofaktorer for osteoporose i forbindelse med øvrig kontakt til sundhedsvæsenet".

Hos Konservative er man enig med Enhedslisten i, at det bør sikres, at netop de anbefalinger rulles ud, siger sundhedsordfører Per Larsen.

Han peger på, at han ser et tydeligt behov for, at flere bliver scannet for osteoporose.

- Jeg synes bestemt, at vi skal have kigget på det her en gang til og sikre, at de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen rent faktisk har lagt frem, også bliver efterlevet ude i sundhedsvæsenet, siger Per Larsen.

Men det kan også hjælpe sundhedsvæsenet, hvis flere osteoporosepatienter opdages tidligt, mener Peder Hvelplund.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det her er et tilfælde, hvor en øget indsats nu også vil være med til at forebygge noget af det pres, der er på sundhedsvæsenet, fordi det vil styrke den forebyggende behandling, siger han.

Hvis du vil vide mere om osteoporose kan du lytte til podcasten 'Lægens Bord', der i et afsnit beskæftiger sig med netop osteoporose:

De skrøbelige knogler