Bjørn Nørgaard færdig med dronning Margrethes gravmæle: Hun er glad for det

Dronning Margrethes gravmæle står nu klar i Roskilde Domkirke. Billedhugger Bjørn Nørgaard har arbejdet på det i 15 år.

  • Bjørn Nørgaard fejrede med sine håndværkere, da gravmælet var færdigt. Her er han i sit atelier på Frederiksberg. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)
  • Sarkofagen er lavet af glas. Det skal symbolisere, at dronning Margrethe er en demokratisk dronning, fortæller kunstneren bag. Her installeres sarkofagen i Roskilde Domkirke. (Foto: Keld Navntoft/Kongehuset © Scanpix)
1 / 2

Glæden var stor, da billedhugger Bjørn Nørgaard kunne se det gravmæle, han har lavet til dronning Margrethe, stå færdig i Roskilde Domkirke. Det har taget billedhuggeren noget tid at forstå, at mange års arbejde på sarkofagen nu er slut.

- Det er en god følelse, at det er lykkedes. I starten føltes det lidt abstrakt, men det går langsomt op for mig, at nu står den der. Jeg er især glad for, at dronningen har udtrykt, at hun er glad for det, siger han.

Sammen med et stort hold af internationale håndværkere har han arbejdet på gravmælet i 15 år. Og alle dem havde Bjørn Nørgaard inviteret til fejring i sit atelier efter opsætningen af sarkofagen i Roskilde Domkirke.

- Vi fejrede det med østers fra Limfjorden og lam fra Møn, fortæller han.

Et mærke i historien

Selv om prins Henrik inden sin død valgte, at han ikke ville begraves ved siden af dronningen i krypten under sarkofagen, er der ikke ændret på kunstværket.

- Sarkofagen er blevet som dronningen ønskede det, siger Bjørn Nørgaard.

At lave et gravmæle til en kongelig er meget mere, end bare at designe en smuk grav, siger den rutinerede billedhugger.

- Man kan læse meget ud af de forskellige gravmæler. Den måde folk tænkte på og den rolle, kongen havde i den periode, står meget tydeligt frem, siger han.

Når dronning Margrethe stedes til hvile i Roskilde Domkirke, kommer hun til at ligge omgivet af næsten 40 konger og dronninger fra middelalderen til i dag. Dronningens glas-sarkofag skiller sig ud fra de andre, som er lavet af sten. Og det er med vilje, fortæller Bjørn Nørgaard.

- Glasset symboliserer, at dronningen er en demokratisk dronning. At vores system er præget af gennemsigtighed, siger han. Det er det, der har været fascinerende – at sætte et mærke i historien.

Gravstedet vises først frem til offentligheden efter dronningens død, og står derfor bag en skærm i domkirken.

Indtil da kan besøgende se en model af gravmælet i kapellet.

Facebook
Twitter