Blå partier vil have en aftale, hvor barslen er helt fri og ikke øremærket

Den nye barselsaftale skal vedtages i Folketinget, før den træder i kraft. Og ikke alle partier er med på øremærket barsel.

Det skal handle om barnet, ikke om ligestilling, når det kommer til barsel, mener flere blå partier. (© COLORBOX)

Der skal være 11 ugers øremærket barsel til hver forælder. Eller skal der?

Kommentarsporene på sociale medier er fyldt med argumenter for og imod den nye barselsaftale, som skiller vandene. Nogle mener, at det gavner ligestillingen, andre er frustrerede over, at man står til at miste barselsuger, hvis den ene forælder ikke har mulighed for at gå på barsel.

Hos Liberal Alliance er man ikke i tvivl om, hvad der menes om den nye barselsaftale.

- Der skal ikke være nogen øremærkning overhovedet. Det skal være helt frit. Også hvis man er en regnbuefamilie, eller hvis der er bedsteforældre, der skal have en del af barslen, siger Alex Vanopslagh, politisk leder og ligestillingsordfører for Liberal Alliance.

Det er ikke et spørgsmål om ligestilling eller øremærket barsel. Barslen skal være fri i en stor pulje og uden rammer, så barnet kan være i fokus, mener han.

Hvorfor er det her ikke et spørgsmål om ligestilling?

- Det her handler ikke om, at karrierekvinder kan realisere sig selv. Det handler om, at børn skal have en tryg og god tid sammen med familien, siger Alex Vanopslagh.

- Det er ikke et område, der bør blive kapret af ligestillingspolitikken.

'Vi er ikke begejstrede'

Der var heller ingen jubelråb eller arme i vejret hos Det Konservative Folkeparti, da den nye aftale kom.

- Vi er ikke begejstrede. Vi mener helt grundlæggende, at familierne skal have så meget frihed som muligt til at planlægge barslen, så det giver mening i den enkelte familie, siger Mette Abildgaard, gruppeformand for Konservativt Folkeparti, til P1 Morgen.

Og det gavner ikke ligestillingen, lyder meldingen. Så skulle der være lige og frie muligheder for barsel, ikke øremærkerede uger.

Grafik: Nathalie Nystad/Søren Winther Nørbæk

- Konsekvensen, hvis far ikke har mulighed for at tage de øremærkede uger, er, at barslen går tabt. Det er et unødvendigt indgreb i familiens frihed, siger Mette Abildgaard.

Også Nye Borgerlige kan slutte sig til de blå partier, der hellere vil have helt fri barsel end øremærket barsel.

Hos Venstre, som før har været imod øremærket barsel, er man dog positivt stillet overfor aftalen, der ifølge partiet gavner ligestillingen på området.

- I bund og grund er det rigtig godt for barnet, som det jo handler om. At barnet har mulighed for at være sammen med sin mor og far, siger Fatma Øktem, ligestillingsordfører for Venstre, til P1 Morgen.

- Der har været en opfattelse af, at barsel tilhører kvinden. Det gør den ikke. Med aftalen følger barslen barnet, og mor og far får det samme, siger Fatma Øktem.

Partier er frustrerede over EU-direktiv

Helt fri barsel kan dog vise sig at være lettere sagt end gjort.

For aftalen baserer sig på et orlovsdirektiv, som EU vedtog i 2019. Det pålægger medlemslandene at øremærke minimum ni ugers barsel til hver forælder.

Og det direktiv bliver regeringen nødt til at følge, lyder meldingen fra Dorte Sindbjerg Martinsen, EU-professor ved Københavns Universitet.

- Vi er forpligtet til at implementere direktivet. Og hvis det ikke sker, vil Kommissionen føre sag mod Danmark. I sidste ende vil det kunne komme for EU-domstolen. Så Danmark er i den grad bundet af direktivet, siger hun.

Liberal Alliance er dog ikke fan af direktivet, og hvis det var muligt, ville de helst undlade at indføre det herhjemme.

Direktivet er vedtaget, og derfor skal det implementeres. Bliver det så ikke svært at få indført fri barsel?

- Barselspolitik skal ikke besluttes i Bruxelles, men i Danmark. Det ærgrer mig, at EU skal spænde ben for den frie barsel, siger Alex Vanopslagh.

Også hos Konservativt Folkeparti skaber direktivet frustration.

- Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor det skal være os på Christiansborg eller EU, der skal lave en model, som skal presses ned over hovedet på os alle, siger Mette Abildgaard.

Før den nye barselsaftale kan træde i kraft, skal den til forhandling i Folketinget.

Facebook
Twitter