Black Cobra melder sig ud af bandekrig

Landets største indvandrerbande, Black Cobra, melder klart ud, at gruppen ikke er med i den aktuelle konflikt mellem rockere og indvandrerbander.

Black Cobra siger, de ikke er en del af konflikten. Og politiet tror på dem. (Foto: Scanpix © Scanpix)

En talsmand for gruppen med kaldenavnet "Cesar" kontaktede i går Berlingske Tidende.

Black Cobra bryder lang tids tavshed, fordi gruppen ønsker at dementere spekulationer om, at medlemmer af gruppen skulle have haft konfrontationer med medlemmer af Hells Angels' støttegruppe AK 81, at Black Cobra skulle være i gang med at mobilisere støtter, samt at gruppen overhovedet skulle være en del af striden.

Hjernedød

- Vi er ikke en del af denne her konflikt. Og vi kommer heller ikke til at blive det. Vi har ikke noget udestående med nogen, siger Cesar, da Berlingske Tidende møder ham og hans to vagter centralt i København.

- Den er hjernedød. Som sagt, så har vi ikke noget udestående med den ene eller anden part. For at være ærlig, vi ved ikke, hvad grunden til det er. Der er meget sniksnak, og der skrives mange ting. Både i medierne, men også i miljøet. Vi vil bare blandes helt uden om det her. Vores navn skal ikke bruges i den her sammenhæng, bare fordi der er skyderier. Det er så nemt at linke os til de her ting, fordi vi er de eneste udlændinge, der har et kendt navn, siger Cesar.

Samler støtter

Nogle mener, at I samler støtter i øjeblikket?

- Det passer ikke.

Men I har jo i foråret fortalt os, at I tager supportere og nye medlemmer ind i jeres gruppe. Bliver I så ikke flere?

- Det har jo ikke noget med det her at gøre. Det er bare til os selv. Det har ikke noget med konflikten af gøre. Vi optrapper ikke på grund af konflikten. Medlemstallet vokser, men ikke på grund af en konflikt.

Men hvorfor bliver Black Cobra hele tiden nævnt i forbindelse med den her konflikt?

- Jeg ved det ikke. Folk ved ikke, hvem vi er. Men de ved, hvad vi står for, og de ved, vi er et stærkt broderskab. Og bliver vi trådt over tæerne, så træder vi dobbelt så hårdt igen. Folk er nok ude for at få vores hjælp til det ene eller andet, siger Cesar.Rockergruppen Hells Angels kom onsdag med en lignende melding, hvor gruppen afviste at være en del af konflikten, men samtidig forsikrede Hells Angels om, at "hvis nogen træder os over tæerne, tramper vi hårdt tilbage".

Har kontakt til HA

Black Cobras talsmand siger, at gruppen har været i kontakt med Hells Angels og at rockerne ved, at der ikke er nogen splid mellem de to grupper. Har i haft kontakt til andre grupper, f.eks. Blågårds Plads gruppen?

Vi snakker med alle. Vi har ikke noget udestående med nogen af dem. Vi hilser pænt på hinanden. Der er ingen gnidninger. Den leg, den må de lege selv.

Hvorfor mødes vi i dag?

- For at sætte helt på plads, at Black Cobra ikke har noget med denne konflikt at gøre. Det er vores budskab til jer og resten af pressen, siger Cesar, inden han giver hånd og takker af med et "god weekend".

Politiet tror ikke de er med

Hos politiet siger vicepolitiinspektør Jørgen Isalin fra NEC, der overvåger banderne, at Black Cobra tidligere har været i konflikt med andre grupper, men at NEC ikke har set gruppen som aktiv part i den nuværende.

- Jeg tror ikke, de ønsker at blive del af den nuværende konflikt, med mindre de af anden årsag bliver inddraget i det. Men husk, at der skal meget lidt til for at inddrage de her grupper. En enkelt, tilfældig konfrontation mellem to medlemmer fra to grupperinger kan være nok til at drage nye grupper ind i det.

Udmeldingerne fra Black Cobra og Hells Angels i denne uge, får ikke politiet til at slække på presset på grupperne, siger Jørgen Isalin:

- Mange har travlt med at sige, at de ikke er del i konflikten. Vi må håbe, det holder stik. Men uanset hvad parterne siger, holder vi fortsat øje med alle grupper.

Facebook
Twitter