Black Friday-salg endte som laveste i flere år: Konceptet er udvandet

Der blev solgt for 1,94 milliarder kroner på Black Friday. Det er otte procent mindre end sidste år, viser tal fra betalingsselskabet Nets.

(Arkivfoto) (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Black Friday endte igen som en stor handelsdag i Danmark med et samlet salg på 1,94 milliarder kroner på dankort, men salget var ikke så stor som forventet.

Faktisk faldt dankort-forbruget hele otte procent, hvis det sammenlignes med Black Friday i 2017, hvor dagen slog handelsrekord med et forbrug på 2,1 milliarder kroner.

Og det er også lavere end i 2016 og 2015, viser tal fra betalingsselskabet Nets. Her lå salget ifølge Nets lå på henholdsvis 2,00 og 1,98 milliarder kroner.

Direktør i Nets og ansvarlig for Dankortet, Jeppe Juul-Andersen, er overrasket.

- Tidligere var det en af dagene lige op til jul, at vi brugte vores Dankort allermest i løbet af året, men det billede har Black Friday lavet om på. Vi skal tilbage til 2014 for at finde et år, hvor det ikke var Black Friday, der var årets største handelsdag, forklarer han i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Vi forventede selvfølgelig, at Black Friday blev en af de allerstørste handelsdage nogensinde, og vi var spændte på, om rekorden fra sidste år ville blive slået, men med et Dankort forbrug på 1,94 mia. kr. lander vi under Black Friday 2017.

Salget er spredt over flere dage

Jeppe Juul-Andersen mener, at det faldende salg på Black Friday i år er kan være et udtryk for, at mange butikker havde valgt af sprede deres slagtilbud over flere dage.

Den forklaring er forbruger- og detailekspert Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia enig i.

- Noget af faldet skyldes helt klart, at tilbudsperioden er begyndt at strække sig ud over hele ugen, hele weekenden og også ind i ugen efter med det såkaldte cyber monday, siger hun.

Dorte Wimmer mener, at konceptet for den store handelsdag er udvandet med butikkernes iver efter at hæve salget.

- Det er lidt som et glas saft. Hvis man putter for meget vand i, så smager det ikke nær så godt, siger hun.

Selvom salget på Black Friday i år var faldende, ligger fredagens dankortforbrug ifølge Nets fortsat på en femteplads over alle tiders største handelsdage i Danmark.

Facebook
Twitter