Blev du fanget i DSB-strejken? Her er dine muligheder

DSB er "rigtig kede af det" dagen efter strejke, der lagde togtrafikken ned.

Både fjern- og regionaltog, S-tog og Kystbanetogene var aflyst på grund af arbejdsnedlæggelsen i går. (Foto: Dennis Lehmann © Dennis Lehmann)

Det er dagen derpå for DSB og de mange togrejsende, der i går ikke kunne komme med toget.

Det var en overenstkomststridig arbejdsnedlæggelse blandt togpersonalet, der var skyld i aflysninger af både S-tog, fjern- og regionaltog på Sjælland og kystbanetog.

Arbejdsnedlæggelsen varede fra morgenstunden til klokken 15, hvor togene så småt begyndte at køre igen, og i dag kører togene normalt.

Men i mellemtiden blev mange danskere tvunget til at blive hjemme eller finde alternativ transport.

Her er dine muligheder, hvis du blev fanget i strejken:

Genbrug billetten

Hvis du havde en billet til en togafgang i går, som du ikke kunne bruge, tilbyder DSB, at du kan bruge den i dag i stedet.

Det fortæller DSB's Informationschef, Tony Bispeskov.

- Vi siger, at hvis man havde en billet, der ikke blev brugt, kan man bruge den i dag. Så kan det være, at folk vælger at bruge den i dag. Hvis de ikke får den brugt, kan de få den refunderet, siger Tony Bispeskov.

Få billetten refunderet

Hvis du hellere vil have pengene tilbage for din ubrugte billet, er der flere muligheder.

Er du pendler og tilmeldt DSB's Pendler Rejsetidsgaranti udregner DSB de samlede forsinkelser i slutningen af måneden, og derefter får du automatisk en økonomisk kompensation på din nemkonto i slutningen af måneden.

Ikke-pendlere kan bruge DSB's Basis Rejsetidsgaranti og udfylde formularen her.

- Man skal bare henvende sig, og så klarer vi det, siger Tony Bispeskov.

Ifølge informationschefen kan DSB endnu ikke sige noget om, hvor lang tid der vil gå, før man ser sine billetpenge igen, for han regner med, at virksomhedens sagsbehandlere vil få nok at se til.

DSB er dog klar til at sætte flere sagsbehandlere ind, hvis det bliver nødvendigt.

- På nuværende tidspunkt har vi ikke fået så mange sager, at det har været nødvendigt, men får vi mange, er vi selvfølgelig klar til det, siger Tony Bispeskov.

Blandt andet lokomotivførere var mødt op på Hovedbanegården i København for at protestere mod DSB's ledelse. (Foto: Philip Davali © Philip Davali)

DSB: 'Vi er kede af det'

DSB har endnu ikke overblik over, hvor mange passagerer der blev berørt af arbejdsnedlæggelsen.

DR Nyheder talte med flere, som var mødt forgæves op på perronen, og blandt dem var utilfredsheden stor.

Tony Bispeskov er ærgerlig over, at passagererne blev fanget i en intern stridighed, siger han.

- Vi er meget kede af den situation, vi havde i går. Det er ikke meningen, at kunderne skal involveres, og det beklager vi dybt og er rigtig kede af, siger han.

Striden mellem togpersonalet og DSB's ledelse skyldes uenighed om de fremtidige ansættelsesforhold, og at DSB vil beskære antallet af tillidsrepræsentanter.

Facebook
Twitter