Blev løsladt i december: 26-årig mand anholdt igen i terrorsag

En mand blev i morges anholdt i Aalborg i forbindelse med en igangværende terrorsag.

Nordjyllands Politi har hele morgen og formiddag været til stede ved en lejlighed på Ravnkildevej i Aalborg Øst. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

I en koordineret aktion blev en 26-årig mand tidligt i morges på ny anholdt i Aalborg i forbindelse med en igangværende terrorsag.

Fredag eftermiddag var han i grundlovsforhør for lukkede døre i Københavns Byret, hvor han fik sin anholdelse opretholdt i tre døgn

Anholdelsen af den 26-årige skete første gang i forbindelse med den store politiaktion midt i december sidste år.

Han blev senere løsladt igen, da en dommer ikke mente, at der var begrundet mistanke.

- Efterforskningen er fortsat og har ført til, at mistanken mod den 26-årige nu er så betydelig, at han skal fremstilles i grundlovsforhør. Dagens anholdelse er sket i godt samarbejde med vores kolleger i Nordjyllands Politi.

- Af hensyn til efterforskningen kan jeg desværre ikke gå i flere detaljer på nuværende tidspunkt, siger leder af Afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Brian Belling i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

Mistænkt for at finansiere pistoler og ammunition

Ifølge DR Nyheders oplysninger er manden mistænkt for at have været med til at finansiere og forsøge at anskaffe pistoler, lyddæmpere og ammunition til terror-brug i Danmark eller i udlandet.

Samtidig bliver den 26-årige mand ifølge DR Nyheders oplysninger også draget ind i en anden del af samme terrorsag, der omhandler fremstilling af sprængstof.

Den ene sag handler om fremstilling af bomber, mens den anden handler om forsøg på anskaffelse af våben. I begge tilfælde var målet ifølge anklagemyndigheden at begå terror i Danmark eller udlandet.

Den 11. december anholdt politi i hele landet 22 personer og ransagede 20 adresser i en omfattende antiterroraktion. Syv af de danske politikredse deltog.