Blev torpederet af uopmærksom bilist: I dag er Ruca invalid

Den bagvedkørende bilist sad med blikket rettet mod skødet, mens han kørte.

Ruca Skovsen har fået nedsat førlighed i benet og problemer i rygsøjlen og den venstre arm, efter hun blev påkørt af en uopmærksom bilist. Hun håber, at landets bilister vil blive bedre til at holde fokus på deres kørsel. (© privat)

- Jeg ser, at bilisten bag ved os sidder med hovedet nede i skødet og slet ikke har fokus på vejen, så min kammerat trækker håndbremsen, og jeg dukker mig.

Det er efterhånden mere end 10 år siden, at Ruca Skovsen og kammeraten kommer kørende på motorvejen syd for Randers. De kan se, at folk begynder at bremse, fordi der er sket et trafikuheld forude.

Det gør de selvfølgelig også.

Ruca Skovsen nåede aldrig at se, om den bagvedkørende bilist sad med sin telefon, men han sad i hvert fald med blikket rettet mod sit skød:

- Så jeg antager, at han har siddet med sin telefon - han havde i hvert fald ikke øjnene på vejen.

Ulykken skete i 2006 og ”smerterne har været tilstede lige siden”, lyder det i et lægebrev fra Privathospitalet Mølholm dateret 1. maj 2018, som DR Nyheder er i besiddelse af.

Må bæres ud af bilen

Umiddelbart efter ulykken mærker Ruca Skovsen ikke noget, og hun tror, at ” adrenalinen have kørt rundt i kroppen”. Ulykken sker ved middagstid. Da hun er retur i Randers senere på dagen kan hun ikke komme ud af bilen.

Min far må simpelthen bære mig ud af bilen.

Ruca Skovsen

- Min far må simpelthen bære mig ud af bilen.

Faren kører Ruca Skovsen til Randers Skadestue, hvor de tager røntgenbilleder.

- Lægen fortæller, at jeg har brud på korsbenet og svære skader, men han er alene dernede og i tvivl om, hvor slemme skaderne er og skriver ikke noget i min journal.

- Jeg blev sendt hjem og fik at vide, at jeg ville høre mere næste dag. Der gik tre uger. Så får jeg en opringning fra en sekretær, der fortæller, jeg har brækket korsbenet og skal holde mig i ro.

Selv om Ruca Skovsen ikke bruger kørestol i det daglige, bliver den eller krykker alligevel nødvendig, når hun skal ud og være aktiv med venner eller i Djurs Sommerland. (© privat)

Efter ulykken kan Ruca Skovsen næsten ikke gå, og de følgende otte måneder skifter hun læge fem gange.

- De mener, jeg er hysterisk, og der er jo heller ikke noteret noget i min journal fra sygehuset.

Det første år efter ulykken røg Ruca Skovsen ud i en større depression og forsøgte selvmord to gange. Herefter fik hun krise- og psykologhjælp og flyttede ind hos sin mormor, som hjalp hende med at finde en lejlighed.

"Du kan umuligt forudse, hvad andre gør i trafikken"

Senere viser MR-scanninger, at nervebanerne ned til benet er beskadiget, og hendes ledlæbe, der forbinder nervebanerne til hofteskålen, er rykket i stykker. Det betyder nedsat førlighed i benet. Senere spreder problemerne sig til rygsøjlen og den venstre arm.

- Først i 2017 konstaterer de så endelig, at den oprindelige skade fra trafikuheldet simpelthen har spredt sig til resten af kroppen.

Ruca Skovsen har ikke haft overskud til at køre en sag mod skadestuen på grund af sine smerter, men det er heller ikke derfor, hun fortæller sin historie.

Den fortæller hun i håbet om, at landets bilister vil blive bedre til at holde fokus på deres kørsel.

Du kan umuligt forudse, hvad andre gør i trafikken – og så går det galt. Der skal ikke mere end et splitsekunds uopmærksomhed til.

Ruca Skovsen

- Det kan godt være, du synes, du er den bedste i hele verden til at køre bil, men du kan umuligt forudse, hvad andre gør i trafikken – og så går det galt.

- Der skal ikke mere end et splitsekunds uopmærksomhed til.

Visiteret til fleksjob

Ruca Skovsen er oprindelig uddannet makeupartist og skrædder og har også arbejdet som model, men har pt. gået arbejdsløs i 2,5 år. Hun er visiteret til fleksjob 10 timer om ugen.

- Det er svært at finde et arbejde, for de fleste opslåede fleksjobs er rengørings- eller tjenerjobs - og det kan jeg ikke klare. Jeg kan hverken klare løft eller rende op og ned ad trapper.

Lidt modelarbejde bliver det dog til:

- Jeg er på ledighedsydelse, hvor jeg må tjene 1.000 kroner om måneden ved siden af ydelsen, så jeg arbejder lidt som freelance fotomodel, men det er ikke så ofte. Når jeg har været på et fotoshoot, så ligger jeg ofte i sengen i to-tre dage bagefter på grund af smerterne.

"Når jeg har været på et fotoshoot, så ligger jeg ofte i sengen i to-tre dage bagefter på grund af smerterne", fortæller Ruca Skovsen, der blev torpederet af en uopmærksom bilist i 2006. (© privat)

Selv om Ruca Skovsen ikke bruger kørestol i det daglige, bliver den eller krykker alligevel nødvendig, når hun skal ud og være aktiv med venner eller i Djurs Sommerland.

- Og det var noget af en udfordring at have den med på Smukfest!

"Jeg er nødt til at klø på!"

I dag har Ruca Skovsen det med egne ord godt.

- Min mand er min klippe. Jeg har aldrig haft så meget lyst til at leve, som jeg har med ham. Jeg er nødt til at klø på! Det er jeg nødt til, ellers går min verden i stå.

Den mand, der torpederede Ruca Skovsen i 2006, kørte ud i nødsporet efter påkørslen og stak derefter af.

I dag er straffen for at bruge håndholdt mobiltelefon i bilen en bøde på 1.500 kroner, men transportminister Ole Birk Olesen (LA) vil foreslå, at det i fremtiden koster et klip i kørekortet, hvis man bruger håndholdt udstyr - såsom en mobil - under kørsel.

Alene i 2017 blev 19.000 sigtet for at overtræde færdselsloven, fordi de var på mobilen, mens de kørte.