Bliv klogere på Bilderberg: Så meget magt har gruppen

Beslutningstagere fra Nordamerika og Europa mødes i dag, torsdag, til Bilderberg-møde i København, men hvad går det egentlig ud på?

Tidligere statsminister og udenrigsminister Jens Otto Krag er ifølge Dino Knudsen en af de danske politikere, som har brugt et Bilderberg-møde til at drøfte politiske idéer. (© DR)

Hvad er Bilderberg, hvor meget magt har medlemmerne, og hvorfor er møderne så hemmelige?

Dr.dk har stillet Dino Knudsen, som forsker i transnationale elitenetværk på Københavns Universitet, en række spørgsmål om den omdiskuterede Bilderberg-gruppe, der i disse dage mødes i København.

Hvad er kriteriet for at komme med til Bilderberg-møderne?

- Deltagerne bliver inviteret fra år til år og rekrutteres primært fra erhvervslivet og blandt politikere og meningsdannere. De skal være indflydelsesrige og have en nøgleposition. Det vil sige, at der ikke er en fast deltagerskare, men de bliver inviteret alt efter hvilke emner, der bliver drøftet.

Hvem bestemmer, hvilke medlemmer der skal med?

- Der er et sekretariat, og så er der en organisator i hvert land. For eksempel var det i en årrække Anders Eldrup fra DONG, som sad og rekrutterede danskere til Bilderberg. Det var to per år, som blev inviteret til konferencen. Men når det bliver holdt i Danmark, som det gør i år, vil der være lidt flere danskere med.

Hvad er formålet med møderne?

- Det er kortfattet at drøfte det transatlantiske forhold. Altså forholdet mellem USA og Europa. Først og fremmest økonomisk samarbejde og sikkerhed. Men man drøfter også mange andre emner.

Offentligheden må jo ikke få at vide, hvad der bliver drøftet på møderne. Hvorfor er det hele så hemmeligt?

- Man ønskede i Bilderberg at skabe et forum, hvor man kunne have en fri og fortrolig debat blandt nogle af verdens mest magtfulde mennesker. Og det krævede så, at medierne ikke var til stede, og at man ikke bagefter gik ud og citerede hinanden for, hvad der blev sagt på møderne. På den måde kunne man føle hinanden på tænderne og sende prøveballoner op uden nødvendigvis at skulle stå til regnskab for det dagen efter.

Kan du komme med et eksempel?

- Ja, vores tidligere statsminister og dengang udenrigsminister Jens Otto Krag diskuterede i Bilderberg Danmarks indtræden i EF og frihandel. Det gjorde han med sine britiske kollegaer, selvom han altså formelt set var inviteret som privatperson og ikke repræsenterede sit land ved mødet.

Hvor meget magt har Bilderberg?- Formelt har medlemmerne ikke nogen magt. Men de har en indflydelse og har været med til at skubbe på europæisk integration og samarbejde. Og de har været med til at undgå, at USA og Europa gled fra hinanden, når der har været konflikter på tværs af de to kontinenter. For eksempel kunne man godt forestille sig, at de kommer til at diskutere NSA-skandalen i løbet af de kommende dage.

Vil det sige, at Bilderberg-gruppen på den måde direkte påvirker regeringer rundt om i verden?

- Ja, men de gør det på en mere indirekte måde og en mere subtil måde, end man kan læse i sensationspressen eller i konspirationsteoretikernes udlægninger. De gør det ved at sætte nogle vigtige agendaer for, hvad der bliver drøftet både i den offentlige debat og i regeringer. De er med til at definere de udfordringer, vi står over for - og løsningerne på dem. Der har de en gennemslagskraft, fordi de samler de her betydningsfulde mennesker fra både USA, Canada og Europa.

Hvor attraktivt er det at være med i Bilderberg?- Det er meget attraktivt. Det er folk fra den øverste del af erhvervslivet, statsministre, finansministre. Altså folk med en travl kalender, som alligevel sætter nogle dage af i kalenderen til at deltage. Og det gør de, fordi det kan gavne dem selv og deres egen karriere. Men det kan også gavne deres firma eller den organisation, de repræsenterer. Det giver status at deltage.

Ifølge konspirationsteoretikere har Bilderberg så stor magt, at de kan udløse katastrofer som terrorangreb, økonomiske kriser og jordskælv. Hvad er din opfattelse af det?

- Det er ikke sådan, at de sidder og er en verdensregering og beslutter ting i kulissen, som senere bliver udført af tro partisoldater. Det er en misforståelse, som desværre florerer ret bredt.

Du kan se hele deltagerlisten til mødet i København her.

Facebook
Twitter