Blodpropper og fødevaremangel: Ny fond investerer i store samfundsproblemer

Verden står over for mange store udfordringer. Nogle af dem skal 19 danske projekter forsøge at finde løsninger på.

Den nye gel, som er udviklet af BioModics, forebygger blodpropper. (Foto: Innovationsfonden © Innovationsfonden)

Længere planterødder, der skal afhjælpe fremtidens mangel på fødevarer, og en gelé, som kan forebygge blodpropper. Det er to af 19 projekter, som Innovationsfonden i dag præsenterer.

Innovationsfonden er blevet nedsat af Folketinget tidligere i år for at sikre, at offentlige investeringer i forskning og udvikling bedre kan omsættes til løsninger på samfundets store udfordringer.

Gel gør ikke noget

Virksomheden BioModics fra Lyngby står bag en gelé, der forebygger blodpropper, når man på hospitaler bruger udstyr som eksempelvis slanger under operationer.

Geléen er påsmurt udstyret, og derudover gør den ikke så meget, forklarer en af folkene bag projektet.

- Geléen udmærker sig ved ikke at gøre noget. I dag begynder blod at danne belægninger og i værste fald blodpropper, når man bruger slanger og tuber ved operationer. Vores gel gør, at det ikke sker, fortæller direktør for BioModics ApS Peter Thomsen til DR Nyheder.

Det er landets universiteter og virksomheder, som samarbejder om de 19 projekter, og Peter Thomsen ser gode muligheder for, at geleen i løbet af fem-seks år kan blive til virkelighed og forebygge blodpropper på hospitaler i hele verden.

- Perspektivet er stort. Når vi har udviklet det første produkt til én type slange, kan vi bevæge os videre til andet udstyr, som også kommer i kontakt med blod, forklarer Peter Thomsen.

Mindre virksomheder får muligheder

Innovationsfonden har særligt fokus på landets mindre virksomheder. Af de virksomheder, der nu indleder samarbejder med landets forskere, har to ud af tre i dag under 50 ansatte, men der er mulighed for vækst, mener fonden.

- En af Innovationsfondens vigtige opgaver er at få flere mindre virksomheder til at investere i innovation og forskning. Det er med til at skabe nye spændende produkter og nye arbejdspladser, mener Peter Høngaard Andersen, der er direktør for Innovationsfonden.

Tredjedel er målet

Da der i høj grad er tale om projekter fra iværksættervirksomheder, er Innovationsfonden forberedt på, at en del må lade livet, inden de bliver til store forretningssucceser.

- Hvis en tredjedel kommer frem og virkelig gør en forskel kommercielt og samfundsmæssigt, så har det været en succes. Når jeg kigger de 19 projekter igennem, så, synes jeg, det burde være muligt, siger Peter Høngaard Andersen.

I alt har fonden et budget på 1,6 milliarder kroner i 2014. I alt deltager 33 virksomheder i de nye projekter.

FacebookTwitter