Blodspor og telefoner centrale beviser i sag om knivdrab på gravid kvinde

To tiltalte i sag om drab på gravid kvinde foran plejehjem i Holbæk nægter sig skyldige.

Den 37-årige dræbte kvinde havde netop afsluttet sin vagt, da hun blev stukket ned foran sin arbejdsplads. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

Specialanklager Anja Lund Liins blik var rettet mod nævningene i Retten i Holbæk.

Hun ville komme med en advarsel.

- Sagen her er meget tragisk og meget voldsom. Det her handler om drab på en kvinde. Et drab, der betød, at også et ufødt barn døde.

- I bliver præsenteret for voldsomme ting, billeder og lægelige oplysninger. Jeg har forsøgt at begrænse det til et minimum. Men det er nødvendigt, sagde hun.

Siden bevægede hun sig tilbage til en novemberaften sidste år, hvor en 37-årig kvinde netop havde fået fri fra sin aftenvagt på Plejecenter Samsøvej i Holbæk.

Hun var gravid i syvende måned.

Kvinden havde netop sat sig ind i sin bil, da hun blev overfaldet og stukket så mange gange, at det efterlod en meget stor blodpøl på jorden.

Ifølge obduktionsrapporten havde hun hele 73 læsioner på kroppen, da hun faldt til jorden på parkeringspladsen foran sin arbejdsplads.

Det var rystede kolleger, der ringede efter hjælp. På optagelsen af 112-opkaldet stod det lysende klart, at de frygtede for, hvad der var sket, og for selv at gå ud til en gerningsmand på fri fod.

Hjælpen kom hurtigt, men var forgæves. 20 minutter efter alarmopkaldet blev kvinden erklæret død.

Forinden havde læger forløst hendes lille søn ved kejsersnit. Han overlevede i første omgang, men døde fem dage senere på Rigshospitalet.

På anklagebænken i sagen sidder en 25-årig mand, der er tiltalt for at have begået drabet, og en 34-årig kvinde, som er anklaget for medvirken til planlægningen.

De er begge afghanske statsborgere og sad i retten side om side kun adskilt af en tolk.

Kvinder kom til Danmark som par

De to tiltalte kiggede ikke meget på hinanden, og da den 25-årige mand påbegyndte sin forklaring, kiggede den 34-årige kvinde væk fra ham eller ned i bordet.

Hun var undervejs så påvirket, at hun græd og også måtte forlade retssalen kortvarigt.

I retten kom det frem, at den tiltalte kvinde kom til Danmark fra Afghanistan i 2011 sammen med den nu afdøde kvinde.

Her oplyste de til danske myndigheder, at de var et par.

Det kom dog også frem, at de to var gået fra hinanden på drabstidspunktet, men fortsat boede sammen som veninder med deres til sammen to børn.

Den dræbte kvinde var i foråret 2022 blev muslimsk gift med en mand i Dubai. Han var samtidig far til det barn, som hun nu ventede.

Over for sin jordemoder havde den 37-årige dræbte kvinde forklaret, at hun ville forsøge at få familiesammenføring med sin nye mand.

- Hun er bange for at få inddraget sin opholdstilladelse, fordi hun ikke længere er kærester med den kvinde, som hun bor sammen med, læste anklageren op fra notatet.

Også de to tiltalte har ifølge anklagemyndigheden haft et romantisk forhold til hinanden. Det bekræftede den 25-årige mand også, da han forklarede sig i sagen:

- Jeg gerne ville gifte mig med hende og give hende et bedre liv, sagde han gennem en tolk.

Han sagde samtidig, at han aldrig havde fået et klart svar fra den medtiltalte, om hun ville gifte sig med ham.

Alligevel havde det ifølge den tiltalte mand skabt konflikter mellem ham og den dræbte kvinde. Hun var ifølge hans forklaring blevet sur over frieriet, og de var kommet op og toppes.

Det skete ifølge den 25-årige mand cirka seks dage inden, at den 37-årige kvinde blev dræbt.

WhatsApp pludselig slettet

Anklager Anja Lund Liin løftede i dag også sløret for politiets efterforskning af sagen.

Kort efter drabet indsamlede politiet en række tekniske beviser, som ifølge anklageren er centrale i sagen.

For eksempel videoovervågning og oplysninger fra telefonmaster i området omkring plejecenteret, hvor den 37-årige kvinde blev dræbt.

Samtidig undersøgte politiet den dræbtes telefon og lavede en digital kopi af den 34-årige samlevers telefon. Samleveren er i dag tiltalt for at have planlagt drabet.

De to telefoners indhold fik politiet til at spærre øjnene op, fortalte anklager Anja Lund Liin.

På den dræbtes telefon fremgik det, at hun ofte kommunikerede med sin samlever via WhatsApp - også på dagen for drabet.

Men på den 34-årige samlevers telefon var WhatsApp slet ikke installeret.

Politiet undersøgte det nærmere og fandt ud af, at den 34-årige kvinde havde slettet WhatsApp fra telefonen natten efter, at den 37-årige blev dræbt.

Politiet har siden fået genskabt beskeder fra tjenesten og spærrede endnu engang øjnene op, fortalte anklageren.

Chatbeskeder på drabsdagen

Via WhatsApp kunne efterforskerne nemlig finde en længere chatudveksling mellem den 34-årige og en person med kaldenavnet "KH".

Efterforskerne kunne også læse, at den 34-årige kvinde på dagen for drabet skrev en besked til "KH" med emojier af et kvindeansigt, en firkant og en pegefinger hen mod kvinden.

Politiet fandt ud af, at WhatsApp-telefonnummeret til profilen "KH" var blevet brugt både i Holbæk og på Center Sandholm (asylcenter, red.).

Siden tjekkede politiet overvågningsbilleder på Center Sandholm og kunne via telefonens færden finde ud af, at den nu tiltalte 25-årige havde forladt centeret og var kommet tilbage til centeret på de samme tidspunkter som telefonen.

Den 25-årige erkendte også i dag i retten, at telefonnummeret knyttet til WhatsApp-tjenesten tilhørte ham. Han mener dog ikke, der var noget unormalt i beskeden med emojierne:

- Hun sendte pegefingeren, fordi jeg ikke må ringe til hende, forklarede manden med henvisning til, at den 34-årige ikke kunne tale, fordi hendes samlever var hjemme.

Politiet fandt i efterforskningen også ud af, at den 25-åriges telefon på drabsdagen brugte et helt nyt taletidskortnummer.

Nummeret var ifølge politiet i området omkring plejecenteret på drabstidspunktet.

I retten nægtede den 25-årig dog, at han havde brugt det nummer.

Han husker dog, at han på drabsdagen købte et nyt simkort i en butik i Holbæk, fordi hans gamle kort ikke virkede. Det gjorde han sammen med den 34-årige kvinde.

Blodspor og telefonsamtaler

Resten af dagen gik han alene rundt i Holbæk by, fortalte han. Han ledte efter nogle venner, som han havde talt med via online spil fra Afghanistan.

- Var du på noget tidspunkt oppe ved plejecenteret (dræbtes arbejdsplads, red.), ville anklager Anja Lund Liin vide.

- Jeg kan ikke huske det, sagde manden.

Han tilføjede, at han ikke kendte til området og bare vandrede rundt.

Han huskede dog, at han talte i telefon med den 34-årige medtiltalte flere gange. Ifølge anklageren var der 13 opkald på i alt flere timer, som varede ved helt op til gerningstidspunktet.

Ifølge den 25-årige var det ikke unormalt, fordi han var forelsket. Samtalerne handlede i store træk om deres fælles fremtid, fortalte han.

Den 25-årige kunne ikke huske, hvad han lavede i Holbæk om natten efter drabet, men han husker, at han sov på nogle bænke. Han husker også, at han var blevet våd og derfor købte nyt tøj, da butikkerne åbnede omkring klokken 10 om formiddagen.

Da anklageren spurgte ham direkte, om han havde dræbt den 37-årige gravide kvinde, svarede han nej.

På en jakke, som han bar på dagen for drabet, er der fundet flere blodspor, der er undersøgt. Et af disse blodspor stammer ifølge undersøgelser fra den dræbte.

- Det er én million gange mere sandsynligt at observere, hvis det stammer fra hende, end en hvilken som helst anden fra den danske befolkning, står der i erklæringen.

Den 25-årige husker ikke, at der skulle være blod på jakken, men mener, at blodet kan stamme fra det slagsmål, han havde med den 37-årige kvinde nogle dage før drabet.

Den 34-årige tiltalte kvinde skal forklare sig til næste retsmøde.

Begge tiltalte nægter sig skyldige.

Der er afsat fem dage til retssagen, som forventes afgjort på årsdagen for drabet den 3. november.