Blogger om ministers forslag: 'Ja, der er brug for strammere regler'

Bloggeren Sarah Louise Christiansen er enig i, at der skal lovgives om etik på sociale medier. Men reglerne skal tilpasses mediet.

Bloggeren Sarah Louise Christiansen er enig med børne- og undervisningsministeren i, at der skal indføres regler om etik for bloggere. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Bloggere, der har hundredtusindvis af følgere, skal betragtes på linje med massemedier som aviser og tv-stationer.

Det mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der vil have indført presse-etiske regler og redaktøransvar for store profiler på sociale medier.

Hendes forslag kommer efter, at bloggeren Fie Laursen i weekenden lagde et selvmordsbrev på Instagram, hvor hun har 335.000 følgere. Brevet, der fik omkring 30.000 likes og 8000 kommentarer, nåede at ligge på det sociale medie i knap to døgn, inden det mandag middag blev fjernet. Broren til Fie Laursen, Boris Laursen, oplyste i weekenden, at Fie Laursen er udenfor livsfare.

En af Danmarks populære bloggere, Sarah Louise Christiansen, der står bag mode- og livsstilsbloggen Sarahlouise.dk, er overordnet set enig med ministeren i, at der er brug for regler på området.

- Jeg synes, at der bør påhvile bloggere og influencere et større ansvar i forhold til, hvad vi kan tillade os at lægge op. Vi har så mange mennesker, som ser op til os og lytter til os. Så vi har en kæmpe magt, siger Sarah Louise Christiansen.

- Sandheden er, at der er folk, der følger influencere blindt, og det er mega skræmmende. Så jeg er fuldstændig enig i, at vi selvfølgelig skal have nogle strammere regler, tilføjer hun.

'Nødt til at tænke ud af boksen'

Bloggeren tvivler dog på, at man kan anvende de nuværende presse-etiske regler inden for de sociale medier.

- Man bliver nødt til at tænke ud af boksen. Det er et nyt fænomen med influencere. Vi er ikke journalister, men vi er heller ikke almindelige mennesker, når vi har så mange følgere. Derfor tror jeg, at man skal analysere på, hvad der er det passende at gøre.

Hun tilføjer dog, at politikerne er nødt til at have en forståelse for, hvad det vil sige at være influencer, for at kunne sætte regler for det.

- Derfor skal man have influencere med på råd.

De vejledende regler for god presseskik, som massemedier ifølge medieansvarsloven skal overholde, fastslår blandt andet, at en kritiseret part skal have have mulighed for genmæle, at der skal bringes berigtigelser af fejl, og at der skal udvises særlige hensyn over for børn.

Derudover fastslår medieansvarsloven, at man som redaktør er juridisk ansvarlig for det publicerede indhold. Det kan eksempelvis komme på tale i forbindelse med injurierende påstande, krænkelser af ophavsret eller videregivelse af fortrolige oplysninger.

Jurist: Svært at give bloggere redaktøransvar

Vibeke Borberg, der er advokat og mediejurist hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener, at det i praksis vil være svært at pålægge bloggere et redaktøransvar.

Hun advarer mod, at man begynder at sidestille almindelige medier som DR, Politiken og Jyllands-Posten med sociale medier som Instagram, Facebook og Twitter.

- Der er den væsentlige forskel, at almindelige medier arbejder efter redaktionelle og journalistiske metoder, som de presseetiske regler passer til. Et socialt medie er bare en platform, hvor brugere selv lægger noget ud, som har en helt anden karakter. Det er mere en kommunikationsplatform end en nyhedsplatform, siger Vibeke Borger, advokat og mediejurist hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til Ritzau.

- Det er derfor en noget vanskelig øvelse at få presset de sociale medier ned i den ramme, vi normalt presser ned over de traditionelle medier, tilføjer Vibeke Borberg.

Minister: Kan virke forebyggende

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at presse-etiske regler for bloggere vil forhindre, at et selvmordsbrev, som det Fie Laursen delte, vil nå ud på sociale medier.

I de presseetiske regler står der blandt andet, at selvmord og selvmordsforsøg ikke bør omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.

- Det opslag burde aldrig være bragt. På TV2 eller Ekstra Bladet havde man vidst, at det (opslagets indhold, red.) var uden for rammerne, og det er jo derfor reglerne virker, fordi de er forebyggende, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Ritzau.

Vibeke Borberg mener dog, at det vil være en begrænsning af ytriningsfriheden, hvis et sådant brev ikke kan offentliggøres.

- Men det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, at det ligger på sociale medier, fordi det kan påvirke sårbare unge mennesker. Men hvis man vil begrænse muligheden for at offentliggøre det, vil det være en begrænsning af ytringsfriheden. Det er en meget, meget svær øvelse, siger Vibeke Borberg.

Hvis du går med selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på telefon 70 201 201.