Blot en håndfuld EU-lande tager langt de fleste asylansøgere

Seks lande i EU gav sidste år ophold til hele 81 procent af alle asylansøgere i EU, viser tal fra Eurostat.

Det store antal flygtninge og migranter, der krydser Middelhavet i tvivlsomme fartøjer, har skabt voldsom debat i EU's medlemslande. (© Arkivfoto: Getty Images)

184.665 mennesker fik sidste år asyl eller anden form for ophold i et EU-land. Det viser tal fra Eurostat, der netop er blevet offentliggjort.

Tyskland er det EU-land, der sidste år gav asyl til flest, nemlig 47.555. Derefter kommer Sverige med 33.025.

En klynge på seks lande har ifølge Eurostat givet asyl til 81 procent af alle de asylansøgere, der fik lov til at blive i EU sidste år.

Det er blandt andet den tendens, som Europa-Kommissionen vil gøre op med, når en ny, europæisk migrationsstrategi for de kommende fem år præsenteres onsdag.

EU vil fordele flygtninge mere ligeligt

Kommissionens udspil indeholder et kvotesystem for de flygtninge, der kommer til EU. De skal ifølge EU fordeles efter en række kriterier, herunder landenes økonomiske formåen og arbejdsløshedstal.

EU-korrespondent for DR Ole Ryborg har set udspillet.

Han fortæller, at kommissionen vil foreslå et midlertidigt system, der allerede i år skal sikre en mere bæredygtig løsning, hvorefter der skal implementeres et permanent kvotesystem.

- Så der vil komme noget meget hurtigt i forhold til at få spredt asylansøgerne ud over alle 28 EU-lande, siger Ole Ryborg.

Opgaven ser umulig ud

Ole Ryborg vurderer, at Europa-Kommissionen får en svær opgave med at komme igennem med sit nye kvotesystem, da det vil betyde, at en stor andel af EU-landene skal sige ja til flere asylansøgere.

- Det bliver meget svært for ikke at sige rimeligt umuligt, siger han.

Men uanset om Europa-Kommissionen lykkes med sit foretagende, så vil Danmark vil ikke komme til at tage imod flere flygtninge.

Det skyldes, at Danmark har et retsforbehold, der holder Danmark ude af EU's fælles rets- og dermed udlændingepolitik.

Ser man på tallene, så skulle Danmark i princippet desuden 'aflevere' flygtninge til andre EU-lande, hvis vi ikke havde retsforbeholdet og blev en del af det nye kvotesystem.

FacebookTwitter