Hvem skød og dræbte den unge politibetjent Jesper Egtved Hansen i forbindelse med røveriet mod postkontoret i Købmagergade i København i 1988?
Det spørgsmål blev ikke besvaret, da det tidligere medlem af Blekingegadebanden, Bo Weimann (nu. Weymann), i dag stod frem.
- Jeg trådte ud af banden et halvt år, før det skete. Så jeg ved ikke, hvem der skød og har heller ikke forsøgt at finde ud af det. Og hvis jeg stillede spørgsmålet om det, ville jeg heller ikke få svar, sagde Bo Weymann.
Det tidligere medlem af Blekingegadebanden stod frem for at fortælle om sin tid i banden. Det gjorde han umiddelbart efter pressevisningen af Anders Riis-Hansens dokumentarfilm 'Blekingegadebanden', der har biografpremiere fredag.
Bror har måske svaret
Bo Weymanns storebror, Jan, var blandt de fire medlemmer af banden, der deltog i røveriet i Købmagergade.
Men selvom Bo Weymann i dag har et godt forhold til sin bror, så har han aldrig spurgt ham, om det var ham, der skød betjenten.
Han har simpelthen ikke haft lyst til at spørge, forklarede han på pressemødet.
Ingen undskyldning til betjents familie
Bo Weymann var med til at planlægge røveriet mod postkontoret i Købmagergade. Det beklager han i dag, men han ville på pressemødet ikke sige undskyld til Jesper Egtved Hansens familie:
- Jeg har et moralsk medansvar for, hvad der skete den morgen, med det ville være kvalmende at sige noget direkte til dem, sagde han.
Okay at kalde mig terrorist
Bo Weymann var i sine seks år i Blekingegadebanden et af de helt centrale medlemmer. Han var blandt andet med til at planlægge røverierne i 1985 og 1986 mod Dahls Varehus og postkontoret i Herlev.
Til spørgsmålet om han selv synes, at han dengang var terrorist, svarede han:
- Dengang syntes jeg det ikke. I dag har jeg ikke noget problem med, hvis nogen ville give mig det prædikat.