Bodils to børn fik hende ud af hendes alkoholmisbrug

Forældre klarer alkoholbehandling bedre, viser ny undersøgelse.

Bodil Falkesgaard drak til sidst en til to flasker vin om dagen, før hun kom i behandling.

For 45-årige Bodil Falkesgaard startede det med et glas vin i weekenden, når hun sad i sofaen og slappede af foran fjernsynet.

Med tiden blev et glas til to, og i løbet af de næste par år drak hun mere og mere.

Da alkoholforbruget var på sit højeste, var det ikke unormalt, at Bodil Falkesgaard drak en til to flasker hvidvin om dagen, og havde det ikke været for hendes to børn på nu elleve og fjorten år, havde det måske stadig stået på i dag.

- De er helt klart en motiverende faktor. Det er sådan helt grundlæggende, at det skal de bare ikke udsættes for, forklarer hun.

Og faktisk har netop børn en stor indflydelse på, om man kommer ud af sit alkoholmisbrug.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at de mennesker, der har ansvar for børn under 18 år, både søger hjælp tidligere og fuldfører behandlingen i højere grad, end mennesker, som ikke har hjemmeboende børn.

Tæt på at koste jobbet

Selvom Bodil Falkesgaard drak mellem en og to flasker hvidvin om dagen, anede ingen uråd. Heller ikke børnene fattede mistanke.

- De troede, jeg drak et glas vin, mens jeg lavede mad eller om aftenen, når vi sad i sofaen. De vidste ikke, at det var langt mere end et glas vin.

Trangen til alkohol gjorde, at Bodil Falkesgaard havde mere og mere fravær fra jobbet som gymnasielærer, fordi hun havde abstinenser.

Bodil Falkesgaard Var tæt på at miste sit job på grund af alkoholen.

Samtidig blev hendes immunforsvar svækket på grund af alkoholen, og det resulterede i flere sygedage.

Til sidst var hun så fraværende, at hendes arbejdsgiver varslede hende fyret, og det fik hende til at indse, at hun blev nødt til at gøre noget.

Dagen efter greb hun telefonen og ringede og fortalte sin kæreste, arbejdsgiver, søster, børnenes far og børnene selv, at hun drak for meget, og hun startede i behandling samme dag.

- Det var egentlig ikke så meget det job, der var det vigtige. Det var mere det, at jeg tænkte: hvis jeg mister det, så var det næste, at jeg mister mine drenge. Det kunne jeg ikke byde dem. Og hvordan skal jeg forklare dem, at jeg ikke kan have et arbejde?, spørger hun retorisk.

Vi skal turde tale med forældre om deres misbrug

Anette Søgaard Nielsen er projektdirektør ved Enheden for Klinisk Alkoholforskning på Syddansk Universitet og er en af de forskere, der står bag undersøgelsen.

Ifølge hende viser undersøgelsen, at personer i behandling med hjemmeboende børn klarer sig bedre på flere parametre.

- Undersøgelsen viser, at folk der har hjemmeboende børn, i langt større grad færdiggør behandlingen i stedet for at droppe for tidligt ud. Derudover er der mange flere af dem, der bliver totalt afholdende efter behandlingen, og flere holder sig under Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser.

En repræsentativ undersøgelse, som Epinion har lavet for interesseorganisationen Alkohol & Samfund, viser, at næsten hver fjerde dansker kender mindst én i deres omgangskreds, som indenfor de seneste 12 måneder har eller har haft et alkoholproblem, som de burde have hjælp til.

Og Anette Søgaard Nielsen mener, at den nye viden skal bruges fremadrettet, så flere, der kender en, der drikker for meget, tager et ansvar.

- Vi skal turde tale med folk, der har børn, om den måde de drikker på, for de her folk vil gerne gå i behandling, understreger Anette Søgaard Nielsen.

Drikker ikke længere

For Bodil Falkesgaard var det en hård og sej kamp at komme ud af alkoholmisbruget, men i dag drikker hun ikke længere, og det kan hendes børn tydeligt mærke.

- De siger, jeg er mere nærværende, jeg er knap så sur, og de synes, jeg har fået mere energi.

Det betyder dog ikke, at trangen er forsvundet helt. Engang i mellem kan hun godt få lyst til at gå ned i supermarkedet og købe en flaske vin, men når det sker, får børnene hende hurtigt på andre tanker.

- Nu har jeg taget den beslutning. Børnene ved, hvordan det er, så det kan jeg simpelthen ikke byde dem. Så det er en faktor, der gør, at jeg lader være med at gøre det. Det er helt klart.

Facebook
Twitter