Børn, der sover dårligt, spiser dårligt

Børn, der sover dårligt eller for lidt, kan have øget risiko for at få helbredsproblemer.

Hvis et barn har et dårligt søvnmønster, kan det betyde højere fedtmasse og i værste fald medføre hjerte-kar-sygdomme senere i livet. (© Colourbox)

Der er sammenhæng mellem hvor meget børn sover, og hvor meget sodavand og fast food, de indtager. Det viser ny forskning fra Forskningscenter OPUS på Københavns Universitet.

Forskere fra OPUS har undersøgt sammenhængen mellem søvn og sundhed blandt mere end 600 børn i 10-årsalderen. Forskerne ønskede at efterprøve om dårlig søvn fører til overvægt ved at se på, om den dårlige søvn var forbundet med en uhensigtsmæssig kost.

- De børn, der sov kortest og havde den mest uregelmæssige søvn, var dem, der spiste mest energitætte fødevarer og sukkersøde drikkevarer. Desuden havde de børn, der sov kortest, også den højeste fedtmasse, siger Mads Fiil Hjorth, der har beskrevet undersøgelsens resultater i sin Ph.d.-afhandling'

Hønen eller ægget

Ifølge ham er det uvist, om sammenhængen skyldes, at søvnen påvirker fødevareindtaget, om det er omvendt, eller om begge dele gør sig gældende. Sikkert er det, at undersøgelsen klart viste, at de børn, der sov mindre og mindre, også blev mere usunde.

Og selvom om barnet får tilstrækkeligt med søvn, kan uregelmæssig søvn give lige så mange problemer.

- Uafhængigt af, hvor lang gennemsnitssøvnmængden var, så gav variationer et højere indtag af sukkersøde drikkevarer og energitætte fødevare, forklarer Mads Fiil Hjorth.

Det betyder altså, at for lidt søvn eller et dårligt søvnmønster kan kædes sammen med en højere fedtmasse og i sidste øge risikoen for at udvikle hjertekarsygomme og andre sygdomme.

De skal sove, til de er friske

Og hvor meget skal børn i 10-årsalderen så egentlig sove? Et sted mellem ni og elleve timer, forklarer Else Guldager, der chefredaktør på Sundhedsplejersken.dk, uddannet sundhedsplejerske og Ph.d. i sundhedsvidenskab. Men det afhænger af det enkelte barn.

- Barnet skal sove, til det er frisk. Det kan man mærke på, om de er godt tilfredse og er i godt humør. Man kan jo tydeligt se på sit barn, om det er udhvilet, siger hun.

Gode vaner giver god søvn

Tricket til at få børnene til at gå i seng til tiden handler om vaner, forklarer Else Guldager.

- Hvis barnet er vænnet til at gå i seng på et bestemt tidspunkt, så bliver de af sig selv trætte. For kroppen indstiller sig efter døgnrytmen.

En anden søvnrøver er mobiltelefoner, iPads, PlayStations og fjernsyn, som man kan bruge i og fra sengen.

- Der er nogle ting, der kan forstyrre søvnen. Det skal man tænke over, siger Else Guldager.