Børn får ADHD-fejldiagnose

For mang børn bliver fejldiagnosticeret med ADHD, mener professor i børnepsykologi. Hun mener, flere børn i stedet lider af omsorgssvigt.

Alt for mange børn får stillet diagnosen ADHD, selv om de ikke lider af den sygdom.

Det mener professor i klinisk børnepsykologi ved Aalborg Universitet, Karen Vibeke Mortensen.

- En del af disse børn lider af omsorgssvigt. Og så hjælper en diagnose ikke barnet, siger hun til Nordjyske Stiftstidende.

Intet videnskabeligt belæg

Karen Vibeke Mortensen mener, at psykiatere i for høj grad fokuserer på, at der er tale om en arvelig sygdom.

- Og det er der ikke belæg for videnskabeligt, påpeger hun.

Karen Vibeke Mortensen lægger sig dermed ud med den etablerede del af lægestanden på børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger. Og det gælder blandt andet Jan Jørgensen, formand for Børne- og UngdomsPsykiatrisk Selskab i Danmark, der er helt uenig med professoren i klinisk børnepsykologi.

Kan ikke anklage for omsorgssvigt

- ADHD er en arvelig sygdom. Det viser undersøgelser, men man har ikke kunnet pege på et bestemt gén, der skulle være skyld i det. Vi kan med ingen ret anklage forældre for omsorgssvigt, hvis der ikke er beviser for det. Det ville svare til, at vi anklagede forældre til børn med sukkersyge for at have givet børnene for meget sukker, siger Jan Jørgensen til Nordjyske Stiftstidende.

Men i Brønderslev Kommunes Familiegruppen har faglig leder Inge Gorm Andersen erfaringer med, at forældre til ADHD-børn lukker af.

- Vi kan se, at der måske kan være andre grunde til, at barnet får disse symptomer. Grunde som skyldes den måde, familien fungerer på. Men når diagnosen er givet, bliver det forklaringen på alt. Og vi kan ikke gøre noget uden forældrenes accept, forklarer Inge Gorm Andersen, der understreger, at der også findes børn og unge med ADHD, hvis familier fungerer fint.

Problemer med opmærksomhed

ADHD er den engelske forkortelse af Attention Deficit Hyeractivity Disorder, og børn med ADHD har bl.a. ofte svært ved at fastholde opmærksomheden ved opgaver eller leg, høre efter og følge instruktioner ved direkte henvendt tale, samt organisere og færdiggøre opgaver og aktiviteter og respektere andres grænser.

Facebook
Twitter