Børn med coronasmittede i hjemmet skal ikke møde i skole

Det er en ændring af Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har været med til at træffe beslutningen om at børn med coronasmittede i familien skal ikke møde i skole. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Børn med coronasmittede i familien skal ikke møde i skole. Det har regeringen besluttet, oplyser sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

I Sundhedsstyrelsens retningslinjer står der ellers, at man som udgangspunkt godt kan komme i dagtilbud eller skole, selv om en person i husstanden er blevet konstateret smittet med Covid-19.

Flere kommuner har allerede meldt ud, at de trodser de officielle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.

- Mange har været usikre på, om der er taget de rette forholdsregler, når skolerne og dagtilbud igen åbner på onsdag, siger Magnus Heunicke.

- Det gælder særligt spørgsmålet, om børn skal møde i dagtilbuddet eller skolen, hvis en i hjemmet er smittet med Covid-19. Den usikkerhed tager regeringen nu konsekvensen af, siger sundhedsministeren.

Dominoeffekt

Der har nærmest været en dominoeffekt blandt landets største kommuner, hvor først Aalborg Kommune meldte ud, at man ville gå imod Sundhedsstyrelsen retningslinjer, inden også Odense, Aarhus og Københavns Kommune fulgte trop.

I Sundhedsstyrelsens retningslinjer hedder det, at børn og medarbejdere, hvor en anden i husstanden er syg med Covid-19, godt må komme i daginstitution eller skole, da den syge i familien skal isolere sig og der skal gøres grundigt rent og opretholdes en god hygiejne.

- Der gælder en række strenge krav til rengøring, hygiejne og selvisolation, når der er coronasmittede i hjemmet. Det kan være rigtigt svært netop for familier med mindre børn, og vi har forståelse for, at der er mange, der er utrygge ved den situation, siger Magnus Heunicke.

- Derfor har vi i regeringen ud fra et forsigtighedsprincip truffet den beslutning, at børn, der bor i husstand med en person, der er coronasmittet, ikke skal møde i skole eller dagtilbud, siger Magnus Heunicke.

Beslutningen kommer efter forældreorganisationerne Skole og Forældre og Forældrenes Landsorganisation har kritiseret de officielle retningslinjer, flere partier har ønsket at gå skridtet videre end Sundhedsstyrelsens retningslinjer og Danmarks Lærerforening har kaldt hele forløbet forvirrende og frustrerende.

FacebookTwitter