Børn med julekrise kan ringe efter hjælp juleaften

Som noget nyt har BørneTelefonen åbent juleaften. Der er et stort behov for hjælp i julen, siger lederen af hjælpelinjen.

For mange børn er julen ikke en glædens tid. Derfor holder BørneTelefonen nu også åben juleaften med råd og trøst til dem, der har svært ved at komme igennem højtiden. (Foto: AFP / David Ebener)

Julen er for mange en velsignet tid. Men ikke for alle.

Rigtig mange børn har det svært i julen. Det har BørneTelefonen hos Børns Vilkår nu taget konsekvensen af ved for første gang at holde åben juleaften.

Tre frivillige vil sidde klar i den anden ende af røret med gode råd og trøst til de børn, der ringer i aften.

- Som børnene siger til os, så forsvinder problemerne ikke, bare fordi det bliver jul eller nytår, siger Bente Boserup, der er leder hos BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

Hun fortæller, at problemerne ofte kan blive værre i juletiden. Især i familier, der i forvejen har problemer med for eksempel alkoholmisbrug eller fysiske overgreb.

- For de børn er juleaften slet ikke sjov, fordi der er alt for meget druk og alt for meget vold og utryghed, siger hun.

Mere ballade end julehygge

Også i nogle skilsmisse-familier er julen en svær tid at komme igennem for børnene.

- Der er børn, der ved, at mor og far er så meget uvenner hen over julen, at det slet ikke er sjovt, og der er mere ballade end der er julehygge, siger Bente Boserup.

Hun håber, at den åbne telefonlinje kan give nødvendig trøst til dem, der har brug for det.

- De børn, der sidder helt alene og har det skidt, kan ringe og få en voksen at snakke med.

Og børnenes problemer forsvinder ikke, blot fordi det i morgen ikke længere er jul, understreger Bente Boserup.

- Problemerne er der også alle årets andre dage. Så hvis et barn ønsker at opgive sin anonymitet, så kan vi tage dem i hånden og gå med dem op til kommunen, så de kan få den hjælp, de har brug for, siger Bente Boserup.

BørneTelefonen holder også som noget nyt åbent nytårsaften i år.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk