Børn og ældre deler nyt og helt unikt hus: Tre-årige Silvester kan besøge Bibi på 70 hver dag

I spritny institution i Vejle kan børnene løbe ind på plejehjemmet på strømpefødder og besøge beboerne.

70-årige Bibi Bülow flyttede ind på plejecenterdelen af Kong Gauers Gård for nogle dage siden. Hun møder her Silvester Steinfurth, der har første dag i børnehavedelen under samme tag. (© (C) DR)

I dag gik de første børn ind i børnehaven på Kong Gauers Gård i Gauerslund ved Vejle.

Stedet er noget ganske særligt, for i den anden ende af institutionen ligger et plejehjem, hvor beboerne er i gang med at flytte ind.

Vejle Kommune kalder det et generationsfællesskab bygget efter strømpefods-princippet, hvor ældre og børn kan besøge hinanden uden at trække i sko, trøjer og gå udenfor til en anden bygning.

Og både børn og ældre glæder sig.

- Vi er så spændte alle sammen, men vi er også så klar til det, siger leder af plejecenter-delen Susanne Egelund.

Treårige Mads Hagelskjær er allerede glad for sin nye børnehave.

- Der er nye mooncars udenfor, og jeg kan køre hurtigere, end de andre kan løbe.

Og det er ikke kun de nye mooncars, der er spændende, for der er jo også de nye plejehjemsbeboere, som han først i dag er blevet bekendt med bor lige på den anden side af gangen.

Det ved hans mor til gengæld godt.

- Det er superspændende projekt, som vi får lov at blive en del af. Jeg håber, de kan mødes i fællesrum og lave ting sammen. Om det er motorik eller sang, så er jeg sikker på, de kan give hinanden noget, siger Lykke Hagelskjær.

- De ældre vil nok mindes, hvordan det er at være barn. Og børnene kan få stillet deres nysgerrighed blandt de ældre med deres livserfaring.

Mette-Lise Larsen, der er leder af daginstitutionen på Kong Gauers Gård, har taget et par drenge fra børnehaven med på besøg hos de ældre. (© (c) DR)

Ingen fri leg mellem aldrene

Det er ikke meningen, at børnene skal drøne rundt på egen hånd. De skal altid have en pædagog med i hånden.

- Vi kan tage børnene med over og spille i plejecentrets opholdsstuer eller tage vores frokost med og spise sammen, siger leder af daginstitutions-delen Mette-Lise Larsen.

Ideén om af bygge på tværs af generationer kom ifølge Vejle Kommune efter gode erfaringer med besøg af børn på Vejle Kommunes plejecentre.

- Det giver livskvalitet, når vi ser glade børn, der smiler og leger. Det, kan vi se, giver et glimt i vores beboeres øjne, siger Susanne Egelund, der er leder af plejecenter-delen.

Bibi Bülow er netop flyttet ind på plejecentret. Hun glæder sig over, at de små børn er flyttet ind, og ser frem til at se dem lege.

- Det synes jeg godt om. Så tænker jeg på mine egne børn.

Hvad med snotnæserne?

Der kan være masser snotnæser i omløb i en daginstitution og virus på plejehjem.

Men det er der også taget højde for på Kong Gauers Gård, siger Susanne Egelund.

- Hvis vi for eksempel har en afdeling, hvor beboerne har omgangssyge, så skal vi ikke have børn over den dag.

Samtidig kan vi trække på erfaringerne, der er høstet under corona-nedlukningen, siger leder af daginstitutionsdelen, Mette-Lise Larsen.

- Vi kan skærme af og lukke i alle enheder, så vi ikke kan gå ind til hinanden. Så vi er beskyttet på den måde, siger hun.